link til artiklen: Home | Håndværk B eksamen (wixsite.com)

Den psykiske overvægt: »At være fedmeopereret er ikke en sovepude«

Flere får foretaget fedmeoperationer, men psykisk hjælp til tankerne bag overvægten er ikke en del af pakken. Heidi Højvælde blev opereret i 2017 og har siden opsøgt flere terapiforløb. For vægttab handler om mere end mad og motion.

Af Camilla Egeborg og Caroline Keller

Danskerne bliver tungere og tungere. Ifølge Sundhedsstyrelsen er 17% af befolkningen svært overvægtige. Mange får at vide, at de skal spise sundt og dyrke motion, og stadig flere vælger fedmeoperationer tilknyttet læger og diætister, men ingen psykologer. 

I Vestre Smidstrup nord for Billund står solen højt på himlen. Den landlige idyl afbrydes af en bjæffen ved havelågen. Her bor 44-årige Heidi Højvælde med sin mand og søn. For fire år siden fik hun en gastric sleeve-operation og tabte næsten halvdelen af sin kropsvægt på 14 måneder.

Selvom Heidis vægt i dag er stabil, har hendes forløb båret præg af psykiske udfordringer. 

- Man kan få en fedmeoperation, men den gør det ikke i sig selv. Man skal tage fat i flere ting, hvis man skal komme fysisk og psykisk godt ud på den anden side.

En ny undersøgelse fra Novo Nordisk viser, at 75% af de adspurgte læger anbefaler psykologer som behandling mod fedme.

Heidi har gået tusindvis af kilometer, siden hun påbegyndte vægttabet, og det har været en stor hjælp.

- Der er også noget psykisk i at gå, for når jeg går sammen med en veninde, kan vi vende verdenssituationen. Tankerne får frit løb.

Overvægten satte sig ikke kun om organerne. Den tyngede også sindet. Efter operationen tog Heidi en beslutning om at få hjælp til de dårlige tankemønstre.

Jeg troede, det skulle handle om min overspisning, men det handlede om at lade være med at tage så meget hensyn til alle andre. 

Ikke alle har ressourcer til at opsøge og betale for en psykolog. Heidi kender flere andre, som har manglet hjælp til at bryde med deres gamle vaner og selvbillede.

Annette Pendegast er sygeplejerske på Odense Universitetshospital og afholder konsultationer før og efter operationen. Her er ingen psykologer tilknyttet.

​Patienterne kan have brug for psykologhjælp, men bliver de sygemeldt? Der er lidt “cold business” i det, for det handler primært om at nedbringe overvægten. 

Men hvorfor kan nogle mennesker ikke ‘bare tage sig sammen’? En af grundene kan være BED - overspisning, der først i 2018 blev anerkendt som en spiseforstyrrelse af WHO. Det anslås, at 83% af personer med BED er overvægtige.

Heidi har tidligere lidt af overspisning med fasteperioder efterfulgt af ukontrollerede ædeflip. Disse symptomer ses hos op mod 50% af patienter i vægttabsforløb, fortæller psykolog og ekspert i overspisning, Lene Meyer.

Annette Pendegast fortæller, at en løsningsmodel kan være bedre visitation for psykiske udfordringer og tilbud i form af gruppeterapi eller psykolog. Heidi har selv opsøgt fællesskaber med andre i samme situation, som har hjulpet hende gennem forløbet.