Update maj 2021

Siden sidste update, da er jeg blevet opereret i mine arme. Jeg fik i oktober/november 2020 lavet en dobbeltsidet armplastik og samtidig blev der lavet en såkaldt stilk af overskudshuden på venstre overarm, som blev vendt nedover brystet og syet fast. Formålet med denne behandling var at give mere volume til brystet samt øge smidigheden i selve overarmen og gøre stramninger henover brystet mindre stramme. Operationen lykkedes delvist, da en 1/3 af hud-stilken døde og derfor måtte fjernes i en ny operation. Jeg fik herefter sat en vaccumpumpe i mit åbne sår, så det kunne blive gjort klar til en ny operation. 14 dage senere fik jeg transplanteret hud fra mit lår op på brystet i det sår, hvor der manglede hud. Jeg var sygemeldt i godt en måned pga. de tilstødende komplikationer.

December måned 2020 gik med at hele op i det nye transplantat samt i donor-stedet på låret, så jeg gik fast til kontrol på sygeplejeklinikken. Sidst i december gik der betændelse i donor-stedet og jeg kom i lokal antibiotika-behandling og tilbage til kontrol og behandling på OUH.

I februar 2021 var jeg til forundersøgelse ift. at få kombineret næste korrektion af arret med en lårplastik. Jeg blev godkendt til lår-plastik, men huden på lårene kan ikke bruges til formålet, da det er for medtaget af at være ekspanseret fra da jeg var ekstremt overvægtig. Derfor blev de to operationer skilt ad, så jeg går videre med lårplastik i privat regi. Næste operation vedr. brandsårs-arret vil blive i december 2021.

Fortsættelse følger... 

Historien om mit ar

Tilbageblik... Selve ulykken og behandling

Da jeg var 3 år gammel kom jeg galt afsted hjemme hos min mor. Vi boede på det tidspunkt i Jelling i kvarteret Højager. Jeg sad på bordet ved siden af komfuret i vores hjem, som på det tidspunkt var et nybygget rækkehus. Jeg fulgte med i at min mor var igang med at lave aftensmad. Nede foran min plads på bordet stod der en stol, som jeg kunne kravle ned på. Fastnettelefonen ringer og mor går over til den for at svare. Hun siger til mig at jeg skal kravle ned fra bordet. Jeg forsøger at kravle ned, men sætter min ene fod på håndtaget til ovnlågen. Komfuret vipper fremad og jeg falder ned og det gør gryder med kogende vand og panden med brandvarmt fedtstof også. Dele af indholdet rammer mig. Min mor løber til mig og hiver mig hurtigt ud under bruseren i badeværelset. Hun får ringet efter en ambulance. Jeg har fået alvorlige 3. grads skoldninger på overkroppen og min mor får fjernet min strikkede trøje, som allerede har smeltet mønstret ind i min ødelagte hud. Kort efter kommer ambulancen og jeg bliver kørt til Vejle, hvor behandlingen af min skoldede hud fortsætter. Jeg bliver nogle timer efter overflyttet til Hvidovre, hvor der på det tidspunkt var en landsdækkende afdeling for behandling af alvorlige brandsår/skoldninger. Jeg ligger på hospitalet i en måneds tid, hvor min mor var i nærheden på et vandrehjem. Min mor besøger mig dagligt. Jeg får lavet hudtransplantationer fra mine lår, som skal udbedre, men især lukke mine skoldninger, så jeg ikke fortsat er i risiko for at dehydrere pga. det væsketab, som skoldningssårene forårsager. Jeg får indopereret et drop ind i foden, hvor jeg får tilført væske. Jeg har fået skoldninger på 18 procent af min krop. Skoldninger er på min ryg, min ene overarm og henover venstre bryst. 

Jeg kan ikke huske ret meget fra Hvidovre og selve ulykken. Jeg har fået fortalt historien rigtig mange gange og derfor er nogle billeder blevet fæstnet i min hjerne - om det er reelle minder eller min egen forestillingsevne, som har skabt billederne er svært at afgøre...

Jeg kan huske da mine bandager blev taget af, da kom jeg i bad for første gang i en måned. Mine sår var helet op. Jeg kan huske at jeg skulle gå med nogle meget stramme kompressionstrøjer for at få arret så pænt som muligt. Trøjerne var stramme og mor havde svært ved at få dem på mig. Jeg ville sikkert ikke - det har sikkert gjort ondt - og jeg havde ikke lyst til at have dem på. Jeg kan huske at der var en sygeplejerske, som synes jeg skulle smide min sut i toilettet, fordi jeg jo var for stor til at bruge sådan en. Jeg var 3 år gammel - jeg var alene på hospitalet i mange timer. Min mor måtte ikke bo hos mig, det gjorde man ikke dengang... Min mor fik af vide at hun bare kunne rejse hjem, da de nok skulle sørge for mig - Jeg havde ikke brug for hende, sagde de! Sådan var børnesynet i 1980. Jeg er glad for at min mor besluttede at blive i Hvidovre og besøge mig hver eneste dag. Jeg er taknemmelig for at min mor ikke lod sig overtale til at tage hjem. Jeg tror at denne beslutning har været med til at jeg er den trygge og rolige person jeg er i dag. Jeg vidste min mor var der og jeg følte mig ikke forladt... Uden tvivl har jeg savnet hende, når hun ikke var der, men hun kom hver dag og der har gjort en kæmpe forskel for mig. Min far besøgte mig også i Hvidovre - det erindrer jeg svagt. Jeg kan huske at han havde fuldskæg på det tidspunkt. Han skulle jo også passe sit arbejde, som lastbilchauffør i Jylland. Mine forældre var lige blevet skilt 

Jeg kan huske at jeg fik en bamse, som blev puttet i en plastikpose og hængt op, fordi den var en smittefare, så måtte jeg ikke røre ved den. Jeg kan huske at jeg fik en lille drengedukke, som jeg døbte Kenneth, fordi det hed min bedste ven. Dukken var nøgen og fik bandager på ligesom jeg havde. Dukken måtte jeg gerne lege med. Den dag jeg skulle hjem havde jeg fået en fin lyserød kjole. Jeg kan også huske at jeg var til kontrol med mit ar et par gange i Hvidovre efter ulykken. 

Jeg levede hele min barndom og mine teenageår med det store ar. Jeg udviklede mig til kvinde og arret begyndte at stramme, fordi arvæv ikke vokser med, så arret blev mere og mere stramt. Jeg blev også mere og mere overvægtig. Mit store ar gjorde det bestemt ikke nemt at få gang i det med kærester og det at være nøgne sammen. Jeg har ikke et normalt udviklet bryst i venstre side, men kun arvæv. Da jeg var 21 år gammel fik jeg opereret mit arvæv først gang. Det var ikke er en vellykket operation. Den virkede ikke efter hensigten og kirurgen virkede dårligt forberedt på sin opgave. Jeg blev opereret i lokalbedøvelse... det var en dårlig oplevelse. Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med operationerne efter denne oplevelse. Jeg blev nok skræmt og bange for hvad der kunne ske, hvis flere skulle bruge mig som en forsøgskanin og ikke komme godt i mål. 

 

Efterår 2018

Der skulle gå 20 år inden jeg fik taget mod til mig og fik bedt om at mit ar kunne genovervejes ift. operation. Det kunne det og jeg blev henvist til en af førende eksperter indenfor kirurgi og arvæv i min kaliber. I efteråret 2018 fik jeg en ny operation, denne gang på OUH, hvor jeg fik løsnet en del stramninger samt fik prikket små huller i hele mit ar med en slags dermaroller. Det virkede rigtig godt. Arret er nu blevet pænere og mere bevægeligt. Jeg fik samtidig et brystløft i højre side, så nu matcher volumen i begge sider bedre sammen. Jeg har stadig en stor stramning i selve overgangen imellem armen og vævet øverst på brystet, som skal løsnes mere. Jeg kan også mærke at særligt effekten med dermarolleren er rigtig god. Det blødgør virkeligt mit arvæv.

Jeg har besluttet at jeg vil gøre hvad jeg kan for at få det pæneste og mest bevægelige slutresultat. Jeg har mere overskudshud at gøre brug af takket være mit store vægttab, måske kan noget af det bruges? Jeg har indsat et foto af noget af arret, som det ser ud i dag - dog med lidt blufærdighedscensur på - jeg vil gerne være åben omkring mit ar, hvis det kan hjælpe andre til at få gjort noget ved det, som evt. er en fysisk udfordring for dem. Samtidig, så tror jeg at mit foto kan være med til at forstå min historie. 

 

Sommeren 2020 

Jeg var til forundersøgelse hos overlæge/kirurg Jørn Bo Thomsen på OUH, han skal foretage den næste del af min operation omkring mit ar. Det bliver en større operation, hvor flere indgreb skal kombineres bl.a. løsning af stramninger i huden samt nålebehandling af hele arret og udbedring af volumen i det beskadigede bryst. Jeg få i samme operation fjernet overskudshud på overarmene. Jeg glæder mig meget til at se, hvor meget smidighed den næste operation vil medbringe sig. Jeg bliver opereret til efteråret 2020... Men nu skal jeg lige se tiden an, da corona-pandemien sætter rigtig meget i stå på alle fronter. Opdatering følger...