Min minimave

Min sleeve – mit valg

Dette indlæg er et sammenskriv fra hele forløbet omkring min GS operation. Når du læser det vil du derfor opleve, at jeg skriver fortrinsvist i nutid, selvom det fx kan være tiden lige efter operationen, som jeg beretter noget omkring. Jeg prøver, så vidt muligt at lave tidsangivelser, så det bliver tydeligt hvor jeg er i forløbet i mine forskellige kommentarer. 

Den 14. august 2017 fik jeg foretaget en gastric sleeve operation. Jeg valgte og betalte selv operationen. Jeg blev opereret på Aleris-Hamlet privathospital i Aarhus af Peter Funch Jensen. Jeg startede med et bmi på 42,59 og vejede 126.5 kilo. Jeg har i dag smidt over 60 kilo og er normalvægtig. Fra størrelse 54 til str 38-40 på ca. 14 måneder. Jeg ramte min normalvægt 14 måneder efter min GS operation og har stabiliseret min vægt siden da, så jeg kan blive klar til min hud-reduktion. Du kan læse om mine hud-reduktions-operation andet sted på hjemmesiden her.

 

Tanker forud for operationen

Jeg fik tanken omkring operationen 4 måneder før min operationsdato. Jeg har hidtil haft stor skepsis ift at få opereret min mave, fordi min søn havde udfordringer med sin lille mave i starten af sit liv og blev opereret for en forsnævring på tolvfingertarmen. Jeg tog alligevel beslutningen i forbindelse efter grundig overvejelse, da min kommende GS og min søns udfordringer er vidt forskellige ting. Jeg lagde tidsmæssigt operationen i forbindelse med et jobskifte, som medførte et personligt overskud i mit liv. Jeg lånte pengene til operationen, hvilke udgjorde et beløb på 66.000 kr, hvor Sygesikring Danmark gav et tilskud på. ca. 25.000 kr, så egenbetalingen blev 41.000 kr. Jeg kunne mærke dybt i mit indre at det her var et nødvendigt valg for mig. At nu ville jeg en gang for alle gøre op med mine utallige slankekure og min kamp med kiloene… Jeg orkede simpelthen ikke at være i kamp med kiloene mere – nu skulle det være slut.

 

Forberedelse til operationen

Jeg valgte at købe alle mulige særlige madvarer (fx proteindrik, Adosan proteinpulver, diverse supper og mælkeprodukter ind, så jeg var godt forberedt til de første par uger efter operationen. Jeg brugte et minimum af det, som jeg havde købt ind og solgte det meste af det langtidsholdbare igen ca. 4 til 6 uger efter operationen. Jeg lever i dag af helt almindeligt mad og spiser blot mindre portioner end før.

 

Tanker lige før operationen

Lige før min GS var jeg selvfølgelig bekymret, men dog også fast besluttet på at gennemføre. Jeg er aldrig vild med at være i narkose, og for mig handler det om følelsen af kontroltab… altså det med at lægge mit liv i andres hænder. Jeg var meget bevidst omkring at jeg havde valgt det egoistiske valg dvs for min egen skyld og derfor gav det skyldfølelse og uro… for tænk nu, hvis jeg ikke vågnede op igen til min familie og vigtigst af alt – til min søn Daniel på 9 år!

 

Mit valg

Jeg valgte i første omgang at jeg ikke ville gå offentligt med mit valg omkring operationen. Jeg kunne mærke at der var noget markant anderledes ved denne beslutning. Jeg ville ikke have opmærksomheden til at starte med, hvilket havde været meget vigtig de mange gange jeg ellers havde påbegyndt et større vægttab. Jeg valgte at denne gang skulle det være min private beslutning, samtidig ville jeg ikke have at min sleeve-operation skulle fylde hele mit liv. Altså ville jeg have at operationen skulle være sekundær, imens at mit liv og måske vigtigst af alt – min livsglæde/livskvalitet skulle være i fokus. Jeg var fast besluttet på at jeg ikke ville undvære noget i mit liv pga. operationen. Den måde jeg ville køre det på var ved ”ingen restriktioner”. Jeg skulle lære at spise mindre portioner og vælge de gode madvarer og tilpasse portioner til min minimave.

 

Med eller uden OP

Jeg valgte operationen, fordi det var min sidste udvej. Jeg troede ikke længere på at jeg ville kunne gennemføre og bibeholde et vægttab med kost og motion alene. Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet så meget med den psykiske side af mit vægttab, at jeg ikke kunne se hvordan jeg skulle skulle kunne vinde kampen, da biologien i at min krop altid ville tilbage til udgangspunktet (yo-yo-effekt). De resurser jeg ville skulle bruge på endnu et forsøg på at gennemføre et stort vægttab skulle være for sidste gang og det kunne kun lade sig gøre at vinde kilokampen, hvis jeg lod mig mave-operere. 

 

Omverdenens reaktion

Jeg valgte, inden selve operationen, at fortælle det til et par stykker i min familie og reaktionerne var meget forskelligartede.

En person sagde at hun synes det var en egoistisk beslutning. Hun sagde at hun var bange for at jeg ville forandre mig. Hun var bange for at miste mig både helt bogstaveligt pga. operationen, men også pga. min fysiske forandring ville medføre at jeg ændrede mig psykisk. Jeg kan huske at jeg sagde at ville forblive den samme, da jeg jo blev opereret fysisk og ikke psykisk.

Jeg er her 2 år efter operation meget mere bevidst omkring at min GS operation satte gang i en kæmpe personlig udvikling hos mig, som jeg ikke anede omfanget af for 2 år siden. En fantastisk rejse, men også rigtig svær ind imellem, fordi jeg kom til at rydde op i mange kroge af mit liv. Jeg forandrede mig meget personligt og fysisk - Jeg er glad og taknemmelig for den udvikling jeg har gennemgået. I dag sætter jeg dog i mine oplæg fokus på denne del af rejsen til dem, som overvejer at starte rejsen, fordi der kom til at ske langt mere end jeg selv troede - og det er vigtigt at prøve at forberede sig selv og sine omgivelser på.

En anden sagde at hun ikke forstod at jeg turde og hun forstod ikke at netop jeg valgte denne løsning, når nu jeg generelt var så god til at tabe mig… jeg var jo den af de store kvinder i familie, som løbende havde haft størst succes med store vægttab igennem livet.

Min kæreste har støttet mig hele vejen igennem forløbet og den vigtigste person i mit netværk ift den personlige udvikling, som jeg har været igennem. 

Min far valgte at støtte mig hele vejen igennem forløbet. Han var med til alle forundersøgelser og også tjek-op efter operationen og han var også med den dag, hvor jeg skulle opereres.

Min mor sagde at hun synes det var modigt og kunne godt forstå mit valg. Hun ville gøre det samme, hvis hun havde min alder. Min mor har haft gode snakke omkring familiens reaktion på min forandring og hun har også støttet mig hele vejen igennem.

Generelt vil jeg mene at et solidt og støttende netværk er vigtigt i forløbet efter en GS, men benarbejdet ift min personlige udviklingsrejse kunne jeg kun selv arbejde mig igennem. 

På mit arbejde valgte jeg fra starten at være åben omkring min operation. Jeg havde lige skiftet arbejde 14 dage før min operation, så derfor var det vigtigt for mig at der var klare linjer og ingen snak i krogene. Jeg har oplevet spidse kommentarer, men ellers kun anerkendelse og accept af mit valg. Kommentarerne omhandlede bl.a. om jeg nu huskede at arbejde med mig selv, for der var jo en grund til, at jeg blev stor i sin tid. Det er vigtigt og blev vigtigt for mig at arbejde med mig selv igennem forløbet. Dengang opfattede jeg kommentaren, som spidst - i dag kan jeg godt se fornuften oG omsorgen i det. 

Andre udenfor min omgangskreds har sagt at jeg jo bare skulle tage mig sammen og tabe mig, der har jeg valgt at være meget kontant og fortalt den faglige indgangsvinkel ift. hvorfor det lige præcis ikke handler om at blot at komme i gang og tabe sig… det handler om så meget mere. Det får de fleste til at tie stille og måske tænke sig om en anden gang. Det er så nemt at dømme andre menneskers rejse i livet. Jeg blev i starten virkelig vred og skuffet, når andre mennesker dømte mig og mine valg - Det er jo dybt respektløst. Nu har jeg lært at se igennem folks velmente, men sårende kommentarer - ofte ligger der følelser bagved såsom jalouxi, angst eller bekymring. Hvis jeg har lyst og overskud til det, så går jeg i dialog med afsenderen af kommentarerne - ellers lader jeg det passere med mit mantra:"Jeg tog et valg og løste mit problem. Jeg tog handling og det er jeg stolt af og tilfreds med".

Efter operationen gik der egentligt et stykke tid, inden jeg fortalte det til flere. Som min egen søn sagde, så synes han altså ikke,  at min mave var blevet lille lige efter operationen… Det havde han jo helt ret i bogstaveligt talt, for der var jo intet af se udenpå endnu.

Da jeg nærmede mig de 20-25 kilo i vægttab, så begyndte et par stykker at spørge ind til mit vægttab. Jeg har fortalt om mit vægttab, når jeg følte, at det faldt naturligt, men ellers har jeg haft en god ro med det. Jeg kan mærke at jeg egentligt lever i god ro med min nuværende livsform. Jeg spiser jo blot mindre og langsommere end andre. Jeg har endnu ikke oplevet at der var nogen, som bemærkede min daglige kost ift. de mindre portioner.

 

Den stille sejr

Kilo for kilo gik det nedad - uge for uge. Jeg har enkelt dage, hvor min vægt står stille, men hver eneste uge har smidt kilo, indtil jeg nåede mit normale BMI. Det er en stille sejr. Det er en befrielse at vide at det her virker for mig. Det giver en ro at vide at jeg faktisk kan stole på at jeg ikke kan overspise mere. At hvis jeg spiser ”råddent” en enkelt dag, så gør det ingen skade, fordi jeg ikke kan spise ret meget. Det er en stille sejr at se min vægt stille og roligt bevæge sig nedad. Det er en sejr at blive mindre og mindre og mærke at det går, som det skal.

 

Ædeflip i miniform

Jeg oplever stadig, at jeg får ædeflip. De kommer dog ikke så tit, som før og den største forskel er at nu varer de ganske kort tid, max 5-10 minutter. Antallet af kalorier, som jeg indtager er under 300, simpelthen fordi jeg ikke kan rumme mere. Jeg tænker over, hvad det er der gør, at jeg pludselig for trang til ædeflip. Ofte er det, hvis jeg føler mig presset på tid og ikke føler at jeg kan følge med og gøre tingene så godt, som jeg selv ønsker det fx arbejdsopgaver. Jeg bliver frustreret og irriteret på mig selv og min egen arbejdsindsats, og så begynder jeg at stoppe i munden. Jeg tror jeg har haft 3 ædeflip siden min OP. Hver gang handler det om at jeg går i slikskabet og køleskabet og laver mig en tallerken med det, som jeg har lyst til at æde. Jeg tager det hele med ned foran TV´et og begynder at stoppe i munden. Efter nogle mundfulde, så er jeg ved at kaste op… takket være min OP – jeg er dybt taknemmelig for at den stopper mig og at jeg ikke længere kan tage på af mine ædeflip, som tidligere rummede rigtig mange kalorier fx 2000-3000 kaloerier… en hel dagsration.

Jeg har valgt at jeg vil have psykologsamtaler, så jeg bedre kan komme til at forstå mig selv og mine handlemønstre med ædeflippene, fordi jeg gerne vil sætte noget mere hensigtsmæssigt i stedet for. Fordi jeg frygter at jeg ”blot” finder en anden last fx shopping, rygning, stoffer eller noget værre. Jeg kan mærke at jeg kommer til at tvivle på mig selv de dage, hvor trangen til ædeflip er over mig. Jeg bliver faktisk usikker og bekymret for mig selv, fordi jeg har svært ved at kontrollere og stoppe min destruktive adfærd. Samtidig vil jeg ikke blot erstatte en last med en anden… jeg vil løse den gotiske knude og komme mine årsager til ædeflippene til livs.

 

Selskaber og minimaven

Hvordan er det at leve med en minimave efter operationen? Tidligere har måltider og festlige lejligheder altid været tæt forbundet med mad for mig. På nogle punkter vil jeg sige at det er det jo stadigvæk. Jeg elsker stadig mad og glæder mig over det, når vi skal have noget lækkert at spise. Forskellen ligger så i at jeg meget hurtigt bliver mæt, og så kan det nogle gange være svært at finde ud af, hvad jeg skal bruge min nyvundne ekstratid til… de andre spiser jo i længere tid end mig. Jeg øver mig i at spise laaangsomt, men der er alligevel grænser for hvor lang tid det kan tage at spise et stykke kød og en lille kartoffel med en teskefuld sovs på… Så jeg vil sige at jeg kan nogle gange godt føle mig lidt presset i sociale sammenhænge, fordi jeg ikke kan bruge min tid på maden af helt logiske årsager… Jeg kan jo ikke fylde mere ind. Jeg har tidligere brugt maden til at få tiden til at gå… når jeg ikke ved hvad jeg skal lave, så spiser jeg… Når jeg synes det er lidt svært at passe ind i selskaber og ikke ved hvad jeg skal lave, så spiser jeg… Når jeg ikke har lyst til at være en del af selskabet, så spiser jeg… Så nu bliver jeg ligesom mere nøgen, fordi jeg ikke har min ”escape” knap mere. Jeg tænker derfor på hvad jeg så skal gøre  - jeg har indtil videre fundet følgende løsninger… Jeg bruger tiden på at snakke med nogen af dem, som sidder omkring mig… hvis jeg altså kan finde på noget at sige. Jeg er stille og drikke min cola light i min ”spisepause”, så passer det cirka med at de andre er færdige med portion 2 eller 3, når jeg igen har oparbejdet lidt plads i min mave, så jeg kan spise lidt af næste ret… Det her gentager sig for hver eneste ret og det er virkelig en omvæltning for mig, for ligeså lækker jeg synes maden er… ligeså uinteressant bliver den, når jeg er mæt efter ganske få mundfulde. Jeg giver mig selv pauser, hvor jeg lige rejser mig fra selvskabet og fx går på toilettet. Jeg arbejder med det her, fordi jeg samtidig må erkende at sociale sammenhænge er en af mine triggere, hvor jeg faktisk får lyst til at spise endnu mere… fordi jeg får præstationsangst – forstået på den måde at jeg kan nogle gange føle mig udfordret i det sociale uformelle selskab – især hvis jeg ikke kender nogen af de andre særlig godt. Jeg synes det er svært at finde på noget at sige og jeg kan også nogle gange føle mig, som en trussel indirekte, fordi jeg ikke spiser ret meget og det bemærkes af og til af nogen, som måske selv er trætte af deres ekstra kilo. Jeg kan også nogle dage få det fysisk dårligt, når jeg oplever andre blive ved med at spise og spise… Jeg får kvalme, fordi min egen mave er fyldt op. Samtidig så prøver jeg at genkende følelsen af at kunne spise løs og jeg kan ikke huske, hvordan det var mere… det er som om at min krop har glemt det hele – det er meget mærkeligt – fordi før operationen, der handlede det meste af mit liv om mad – mad – mad.

 

For allersidste gang- stol på det

Jeg tænker af og til over at det nu er sidste gang jeg smider så meget overvægt. Det er svært at tro på med hjertet… min fornuft siger – at det her skal nok lykkedes – det føles helt anderledes end sidst. Jeg gør i bund og grund det samme, som sidst – meget mindre mad og slik – og gang i motionen… Men forskellen er at jeg ikke føler det samme afsavn… Så nogle dage føler jeg mig meget anderledes end resten af verdenen. Mange af dem, jeg følges med i Facebook grupperne for maveopererede skriver om, hvordan hjernen ikke kan følge med… men at det kun er maven, som er opereret. Jeg har det mere sådan at jeg godt kan se at jeg taber mig og jeg er glad for resultaterne, jeg synes dog det er svært at stole på at det vare ved – jeg bliver stadig superpositivt overrasket, når min minimave siger stop… og en halv time før måltidet kan jeg tage mig selv i tvivle på at minimaven virker, fordi jeg føler mig enormt sulten (ligesom i gamle dage). Når jeg så har spist en enkelt halv bolle så breder roen sig i mig og jeg kender den nyfundne mæthedsfornemmelse igen. Jeg får nogle gange en bekymring for at vågne op en morgen og så virker minimaven ikke mere… det lyder fjollet i min fornuft, men i mit hjerte er bekymringen helt reel for mig. Jeg elsker min minimave og det den gør for mig. At jeg nu har en fysisk begrænsning gør jeg kan slappe af og nyde det mad jeg kan spise… før var jeg konstant enten på kur eller ligeglad – den enorme veksling imellem de to yderpunkter har opbrugt langt det meste af min energi og jeg kunne dårligt tænke på andet. Nu kan jeg spise det jeg har lyst til og stole på at min minimave helt automatisk sender bud til min hjerne om at der ikke er plads til eller lyst til mere. En lille stemme indeni mig råbte nogle gange – at jeg først skulle ned på min hidtidige laveste vægt, som er 81 kg, før jeg begyndte at stole på det holdt ved. Jeg vil gerne lære at tage mig af stemmen i stedet for at smide den væk… Jeg ved jeg ikke bliver stor igen med min fornuft. Men stemmen repræsenterer jo blot min værste frygt – Når jeg kigger i min håndflade, så kan jeg se et markant knæk på min livslinjen – nærmest et sporskifte… Jeg tror det indikerer min operation – Det første stykke er stærkt og ender brat, hvorefter det skifter over i en anden linje, som til gengæld er lang – så jeg tror at min operation indikerer at jeg nu kan forvente et langt liv… det kan tænkes at det ikke var endt sådan, hvis jeg ikke havde fået operationen… Var jeg så død af min overvægt på sigt? Det tror jeg!!! Overtro eller ej – men der nok noget om snakken… I skrivende stund har jeg været under 80 kg i over et år.

 

Tørspis eller drik lidt

Jeg drikker til min mad – ikke meget, men en lille smule… jeg synes det ligesom klistre fast i halsen, hvis jeg skal spise uden at have væske ind imellem. På de forskellige minimave-grupper, der diskuteres det meget om det er ok at spise/drikke samtidig. ”Loven” siger nej, men jeg tror på det igen handler om at bruge sin fornuft. Selvfølgelig skal man ikke skylle sin mad igennem mini-maven, men et par sip kan ikke gøre nogen skade  - tvært dom. Samtidig, så handler det også om at blende ind i selskaberne. Hvis du har noget i dit glas, så kan du skåle med og på den måde blende ind. Der er ikke nogen, som lægger mærke til hvor meget du drikker... men har du ingenting i dit glas og aldrig skåler, så bliver det bemærket. 

 

Følg med psykisk – hvorfor blev jeg stor… og hvad så bagefter

Januar 2018 - Jeg har netop bestilt tid til min første psykologsamtale, som skal hjælpe mig med den psykiske side af mit vægttab. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af samtalerne, men jeg glæder mig til at få åbnet for "posen" og få sat ord på nogle af de ting, som jeg går og spekulerer over, som jeg mener har en forbindelse til mit store vægttab. Jeg tror det er meget vigtigt for mig at få arbejdet med min psykiske side, fordi jeg tror på at selve årsagen til overvægten delvist ligger her. Selve overvægten er for mig symptomet på at noget er/var galt. Min valg om operation gav mig en kæmpe hjælp til den fysiske(sociale og kulturelle side... men hvad med psyken - den skal jeg kigge nærmere på.

Jeg har valgt at bruge tid og resurser på flere forløb, hvor jeg har arbejdet med den psykiske del af mit store vægttab. Jeg har haft en sessioner hos en psykolog og jeg har fuldt et coaching-forløb hos en psykoterapeat. Det har været en rigtig god investering – og jeg tror på at netop arbejdet med min psyke har været med til at støtte mig i at kunne følge med på min rejse ned i vægt. Samtidig vil jeg sige at det også har medført opgør med nogle venner og familiemedlemmer, fordi jeg forandrede mig og blev mere egostisk og selvoptaget. Jeg lovede at jeg ikke ville forandre mig – Det må jeg erkende at jeg ikke kunne holde… Jeg har for første gang i lang tid valgt mig selv til – og det gjorde at andre i mit liv enten ikke kunne være en del af mit liv mere eller valgte mig fra, fordi de ikke brød sig om at jeg forandrede mig -

 

Gentagelsen – og hvornår det bliver virkeligt…

Jeg er stolt at mig selv og mit vægttab, men jeg kan samtidig tage mig i at tænke at det først bliver virkeligt, når jeg passere den laveste vægt, som jeg har været nede på sidste gang at jeg tabte mig rigtig meget. Dvs. at jeg føler at jeg skal ned under 81 kg før at det virkelig tæller. Det er træls at jeg ikke blot kan lære at være stolt af det, som jeg allerede har opnået. Jeg har det også sådan at jeg først vil poste mit vægttab og min fortælling om min sleeve, når jeg er nået i mål. Jeg tror det handler om at jeg vil være sikker… sikker på at jeg når i mål. Jeg har så mange gange før kæmpet og nået næsten hele vejen og postet billeder hele vejen ned… men sådan skal det ikke være denne gang. Jeg har taget billeder løbende, men de er ikke blevet postet. Jeg vil stadig gerne have anerkendelsen fra andre mennesker, men det skal primært være min egen anerkendelse og succesfølelse indenfor, som min livsstilsforandring skal bygges på, fordi den skal være varig. Tanken om at kunne skrive på nettet 50 kilo smidt – og poste et før og efter billede – det synes jeg kunne være det fedeste – Og den dag er oprundet. Jeg har smidt over 50 kg og jeg har holdt det i godt 6 måneder – jeg afventer min hud-operation, så hængeskindet kan komme væk – se anden side her på hjemmesiden for yderligere info omkring mine kommende hud-operationer…

 


“Følelsen bagom maveoperationen”

Uddrag fra min dagbog -

En løsning -

Der vil altid være nogen, som mener at det er en nemmere vej til målet at vælge operationen. Jeg er GS opereret for snart 2 år siden og har tabt hele min overvægt på godt 52 kg på de 1,5 år.
Hvis jeg husker tilbage på hvordan jeg havde det inden operationen og hvordan det var i årevis at kæmpe utallige forgæves kampe med enorme udsving på vægten både op og ned pga evnen til at kunne indtage enorme mængder mad og have ligeså stor lyst til søde sager og andet snask... så vil jeg sige at jeg kan godt forstå følelsen hos dem, der ikke er opereret, fordi det er så pissesvært at komme i mål på egen hånd... statistikken siger at kun 2 til 5% formår at bibeholde vægten stabil efter et større vægttab uden operation... jeg tænker uden tøven at det ser endnu mere skræmmende ud, hvis man lavede en statistik over hvor mange der har forsøgt at smide deres overvægt og aldrig er nået i mål på egen hånd.

Når din og min og andres valg om operation betegnes som “den nemme løsning”, så tænk i stedet over hvad der ligger bag den sætning af følelser for den der siger det... misundelse, irritation, vrede og dyb frustration og sikkert meget mere... Lad bolden ligge på deres side at banen... det er ikke dig, men deres egen kamp, det handler om...

Du tog fandt din løsning og tog et valg. Du handlede på din overvægt og gjorde noget ved et på sigt livsforkortende problem. Vægttabet er flot uanset, men det er to vidt forskellige kampe med hver sine udfordringer -

Vær stolt af dig selv og byd i stedet din indre anerkendelse velkommen... med tiden bliver den ydre anerkendelse mindre og mindre vigtig - på et tidspunkt glemmer de fleste at du engang var stor og du tog et stort og drastisk valg. Samtidig så blegner andres menneskers anerkendelse, fordi dit nye fysiske udtryk med tiden bliver en naturlig del af dig -

18/10-18 – At bryde med familiekulturen
Jeg har haft en del tanker om ensomhed i forbindelse med mit valg af GS operationen, især hvis man ligesom mig er ud af en madglad og storspisende familie... Jeg er helt med på alle de positive tanker omkring mit valg og kan godt finde det gode perspektiv og alle fordelene... men det laver ikke om på at operationen hos en del af os også kommer til at gøre op med en hel familiekultur ift madorgier og samvær om mad... Og kræver en del selverkendelse og mentalt arbejde at acceptere, fordi ens familie stadig er, som de plejer, imens vi forandrer os ift. den grundlæggende og livslange kultur, som vi hidtil har været en stor del af... Nu skal vi til at omdefinere vores rolle i familien og dette måske på flere måder end vi først troede og det er svært…

9/10-18 – Mindre mad og mere snak

Jeg synes ikke jeg har mistet lysten til det fælles måltid, men at det mere handler om at få bygget om i hjernen hvad måltidet handler om... fordi vi jo spiser meget mindre/kortere tid og så skal man jo have et andet fokus - jeg synes generelt at min minimave har givet plads til mange flere, dybere og længere snakke ved middagsbordet, fordi min madlyst hurtigt bliver mættet - modsat tidligere, hvor det handlede primært om hvor mange gange portioner jeg kunne nå at få...

7/10-18 - Stabilisering
Er GS opereret i august 2017. Jeg har ikke taget på, men vil sige at det kræver et stabilt fokus på træning, kost og især mental sundhed/balance at blive her, hvor jeg har det allerbedst. Skræmmekampagner ift hvad der evt sker om 3, 5 eller 7 år, tror jeg ikke handler om bivirkninger, som følger af operationen ikke skulle virke mere... Det handler måske mere om at fokuset skrider og derfor øges vægten igen... Jeg tænker det er for nemt blot at give OP skylden. Vi fik en kæmpe hjælp til den fysiske overvægt... Det er arbejdet med den psykiske side af overvægten, som gør at det lykkedes på den lange banehalvdel - Kombinationen af de to ting giver succes

5/10-18 – Vægt-afhængighed
Jeg tror afhængigheden af vægten stammer fra flere forskellige ting... Jeg vejer mig stadig tit og det gør jeg fordi jeg vil sikre mig det stadig er “rigtigt”... selvom min fornuft og mit spejlbillede siger at jeg er normalvægtig, så har min hjerne en lang erfaring med sig med yo-yo vægt og frygten for at tage på igen, så jeg prøver at slappe af med det og vejer mig, når behovet melder sig - fordi det stadig er nyt for mig at være normalvægtig... og så bruger jeg rigtig meget tid på de store spejle - til træning/gymnastik og hjemme - store kropsspejle, så jeg kan lære at se på mig selv, som jeg er nu rent fysisk ser ud... Lære at være stolt over det jeg har opnået rent fysisk...

Jeg har været vægtfikseret i godt 30 år - det tager tid at ændre denne vane - Hvis den skal ændres, så skal der sættes noget andet i stedet for - Så hvis vægttrangen skal mindskes, så må jeg finde noget jeg kan sætte i stedet for og det kan spejlene og det at have fysiske kropsmål at gå efter i stedet for...

23/8-18 – Søde sager og tvangsspisning
Jeg kan også blive fristet af søde sager og jeg regulerer min trang efter hvad den kommer af. Jeg arbejder med årsagerne til mine uhensigtsmæssige valg ift mad og slik, jeg vil lære at kende forskel på psykisk og fysisk sult/lyst - og reagere med omtanke... og så skal der ingen restriktioner være i form af No Go mad, fordi jeg tror det er med til at holde mig fast i de negative mønstre omkring slankekure og vægthelvede for livstid.

Så mit råd til mig selv og andre er at fokuserer på det mentale og arbejde med årsagerne - psykolog, terapeut eller selvhjælpsbøger - der findes mange muligheder. Lav evt noget research på hvad der matcher dig, da det er et stort mangfoldigt marked. Derudover må jeg erkende at motion hjælper på og dulmer den psykiske tvangsspisning. Det gør min krop mere rolig, når jeg har brugt tid på den, mærket mig selv og fået kroppen rørt. Genfind stoltheden over din krop og det den kan og få styrket din kropsbevidsthed, så bliver lysten til at behandle kroppen med respekt større end tvangsspisningen. For mig hænger rastløshed/kedsomhed m.m. også tæt sammen med min spisetrang, så jeg afsøger hvad jeg kan sætte i stedet for.

6/8-18 – Vægttab – Motion - Psyke
Jeg tror på at indsatsen skal være tredelt for at lykkedes med et varigt vægttab i en velafbalanceret krop og en harmonisk psyke efter en maveoperation

1. del - Operationen hjælper betragtelig meget med at smide størstedelen af overvægten på kort tid (set ift hvad de fleste ekstremt overvægtige har brugt af tid og resurser på at prøve at smide overvægten før de blev opereret) Personligt synes jeg at det at jeg virkelig kunne se resultater på vægten, det gav mig ekstra energi og overskud til at handle på andre dele i mit liv.

2. del - Fokus på sundere kost og motion. Hvordan du vælger at tage hul på denne del er meget individuelt. Hovedsagen er blot at du gør det - og erkender at det du gjorde før skal ændres til noget mere hensigtsmæssigt... og dette er for livet

3. del - Erkend behovet for at arbejde med den psykiske del af hvorfor du blev overvægtig - Målet er vel at komme i mål og være balance både fysisk og psykisk... det handler for de fleste om meget mere end kilo - det er for mig det vigtigste og hårdeste og mest dybdegående arbejde - At få psyken med. Hvordan vi gør det er igen individuelt - Psykolog/coach/terapi... selvhjælpsbøger eller noget helt andet - men det kommer ikke af sig selv... Tag fat i det og bliv klogere på dig selv!

Jeg vil så sige til sidst at jeg tror ikke man kan sætte fokus alle tre dele lige meget hele tiden... Jeg har valgt at se det som en proces over tid. Da operation efter noget tid havde gjort det fantastiske arbejde for mig og fået reduceret store dele af min overvægt, så var det ulig nemmere at komme afsted og igang med motionen -
Psyken har jeg især arbejdet med i 2. del og 3. del og det giver mening - og det er ind imellem svært - fordi det rører ved mange ting... overvægten hang sammen med mange ting i mit liv - det tror jeg den gør for de fleste...

Jeg synes det er trist, hvis statistikken på lang sigt viser at 75% tager det meste på igen...

Jeg tænker at psykologhjælp burde være en vigtig del af grundpakken, når man vælger at blive opereret - faktisk kunne man med fordel omlægge nogle af diætisternes timer til gruppe og individuel undervisning i at arbejde med psyken.

23/7-18 – Tanker om Fat-shaming
Jeg vil umiddelbart sige at jeg ikke kunne finde på at nedgøre andre mennesker - og det gælder uanset om de er normaltvægtige eller ekstremt overvægtige, men som man siger:”Ingen engle uden dæmoner”... og det gælder også her hos mig.

Jeg falder nemlig også i “fælden”, hvor jeg tænker at det synd og vedkommende har brug for hjælp, hvis jeg ser en ekstremt overvægtig. Det lyder jo umiddelbart meget medmenneskeligt, og så alligevel... Hvorfor har jeg egentligt det udgangspunkt i min forforståelse at alle ekstremt overvægtige har brug for hjælp og er kede af deres overvægt? Det er vel nedgørende i sig selv - og dermed en af mine dæmoner i forklædning...

Jeg kan se et stærkt voksende “plussize-samfund”, hvor det mere handler om at acceptere sig selv og elske sin krop uanset størrelse. Hvor det er blevet ok og faktisk smukt at være stor. Det ville ikke fungere for mig at være ekstremt overvægtig igen, men jeg vil mene, at det at jeg som udgangspunkt, har medlidenhed med andre mennesker uden egentligt at kende deres historie og holdning... det faktisk er nedgørende... eller hvad?

Hvorfor er normalvægtig det rigtige og overvægt det forkerte? Det er samfundet, sundhedsvæsenet og især medierne, som har fokus på at normalvægt er det eneste korrekte. Jeg er opflasket med denne tro på et BMI under 25... og det er en del af min kultur og personlighed... Men jeg kan mærke at der rokkes ved samfundsbilledet på overvægt... I fx USA, der er en størrelse medium ofte en størrelse 46-48... i normale tøjbutikker - det er blevet almindeligt at være i såkaldt dansk fedmeklasse 1 i USA... Det er blevet trendy at være plussizemodel... og markedet eksploderer i lækkert tøj til store kvinder.

Jeg tror stadig det er vigtigt at arbejde med det psykiske, fordi operationen kun fjerner den fysiske årsag - at overspise eller trøstespise... Der er oftest en eller flere psykiske årsager til at de fleste af os bliver ekstremt overvægtige - og jeg tror på at operationen hjælper os rigtig godt på vej til at fjerne de synlige udfordringer... kiloene. Samtidig er jeg overbevist om at jeg vil foretrække at komme i mål med denne rejse og både være i balance fysisk og psykisk og der er nogle sessioner hos en psykolog eller coach rigtig godt givet ud. Nogle vil kunne klare den psykiske rejse vha. selvhjælpsbøger m.m... men det kommer sjældent af sig selv - Vi giver mange penge og resurser ind i selve operationen... Et par tusind til en psykolog kan virkelig gøre en forskel for dit indre... og det tæller vel i virkeligheden mere end det ydre, ik -

Jeg har det fantastik og mærker meget mere mig selv og min livskvalitet er markant forbedret på alle fronter. Jeg er ikke fanatisk med hverken kost eller motion, men min energi og indstilling har ændret sig meget til mit liv generelt... det der nok er blevet mest hverdag er at jeg har lært at leve efter at mærke min sult/mæthed og stoppe, når jeg er mæt - det kunne jeg ikke mærke før OP pga min kraftigt forstørrede mavesæk - jeg var altid sulten - og tænkte altid på mad og søde sager...
Lysten til at bevæge min krop mere er kommet naturligt ift. at min krop kan klare langt mere uden at blive udtrættet...

GS eller GB?
Om du kan tabe dig nok ved GS OP - det tror jeg er meget inviduelt - og netop handler om at du giver din krop og dens signaler en ny chance og lærer at handle efter det - Her tænker jeg at både GS og GB har fuldstændig samme udgangspunkt - en ny start og en mulighed for nulstilling af dit hormonelle system

 

Relationer
Forholdet til min kæreste er blevet tættere og mere aktivt og positivt. Han er glad og stolt over at jeg er kommet så langt med mit vægttab og at jeg har fået mere energi og glæde på livet og hverdagen. Vi er blevet stærkere, som par og mere udadvendte og opsøgende ift nye oplevelser og venskaber sammen.

Der er dog andre forhold, som er blevet svært belastede og nogle har jeg mistet helt. Nogen venner/familiemedlemmer ikke kunne acceptere at jeg forandrede mig både fysisk og personligt... Netop fordi pleasergenet er blevet betragteligt mindre hos mig, så blev tiden til andre også mindre eller anderledes - Det bliver af nogen opfattet, som egoisme og forkert eller provokerende. Jeg kræver at mine relationer skal være gensidigt berigende og positivt ladet – ellers er de ikke længere væsentlige for mig at vedligeholde – Det er barskt, men også nødvendigt, hvis jeg skal lære at passe på mig selv, så må jeg starte med det, som ikke føles rart og gøre noget ved det.

Det er hårdt og en dyr pris at tætte relationer kan briste pga. de forandringer, som operationen medfølger... Jeg ville aldrig lave mit valg om ift. OP, men jeg tænker at informationsmaterialet er meget baseret på de forandringer der er sket hos en selv og ikke i relationerne... Det kunne være en god ide at sætte fokus på de forandringer, som operationen nogle gange medfører ift. til ens netværk og omverden generelt... Så kunne man være mere forberedt på at tackle det -

Yo-yo og kost
Yo-yo effekt - det rører ved vores største bekymring at blive ligeså stor igen. Jeg og garanteret mange andre har jo haft den forbandede yo-yo vægt i adskillige år før operationen. Samtidig så er hjernen, som sagt, ikke blevet opereret, så trangen til den usunde livsstil ligger jo latent i os, indtil vi har fået indarbejdet nogle mere fornuftige handlemønstre. Samtidig tænker jeg også at den jalousi fra andre mennesker, som livet med en minimave medfører, det gør, at vi måske bliver lidt mere sårbare omkring andre menneskers kritik angående vores livsstil. Andre mennesker kan godt blive lidt giftige på vores bekostning, når vi er blevet normalvægtige. Hvor kommer behovet for at sætte hinanden i rette og dunke hinanden i hovedet? Vi har alle haft hvert vores forløb og er blevet informeret på forskellig vis. Uanset, så har vi hver især fundet vores måde at leve med minimaven.


Jeg spiser i så små mængder at hverken fedtindhold eller kalorier er et issue... Jeg er fokuseret på at det jeg indtager, skal være mad, som er af god kvalitet og godt sammensat energimæssigt og som samtidigt tilfredsstiller min livskvalitet ift. mad. Ja, lidt slik engang imellem... det handler jo om at lære at leve et normalt og afbalanceret liv med både det sunde og det søde - jeg tror ikke på stramme restriktioner - men bruger i stedet for tanken omkring "lidt, men godt"...

Jeg lever efter tankerne omkring at genskabe et naturligt og sundt forhold til mad uden restriktioner. Jeg har det fantastisk - ingen komplikationer, ingen medicin, intet kosttilskud og alle mine blodprøver og værdier er i orden - Min bedste beslutning ever er at have fået en GS operation.

For mig handler det ikke længere om at afgøre om min mavesæk bliver lidt større efter OP. Jeg tænker at det er naturligt at mavesækken finder et lejde i størrelse, som er lidt større end som ny-opereret, altså når selve vægttabet er tilendebragt. Samtidig så er jeg faktisk der, hvor jeg tænker, at ender jeg på at kunne spise fx en hotdog eller en almindelig kotelet uden tilbehør, så er jeg tilfreds... ellers ville jeg ende med at blive meget tynd... og jeg ønsker jo ikke at få det modsatte problem af overvægten - nemlig undervægt... Stabiliseringsfasen er noget andet end vægttabsfasen og der er det jo netop vi skal få normaliseret og tilpasset os til en livsstil, som skal vare resten af livet -

Forandring fysisk og PSYKISK
Jeg tror af noget af som er sket for mig og evt. andre efter et ekstremt vægttab er at “pleaser” genet er blevet meget mindre dominant hos mig. Da jeg vejede 48 kg mere end nu gjorde jeg alt for at jeg måtte få lov til at være med i fællesskabet. Jeg var meget sød og meget hjælpsom og enormt høflig, afventende, gav altid plads til andre, sørgede for alle var med og gav dem opmærksom, som havde det svært, omstillingsparat i ekstremt grad og nok også en ret stor undskyldning for mig selv... jeg var den som sørgede for alle de vigtige detaljer til “festen”, som andre ikke skænker en tanke i en hurtig hverdag. Jeg følte at jeg skulle “optjene” min plads og ret til at være med i fællesskabet.

Det er mærkeligt at opleve omverdenen nu, fordi mange andre mennesker opsøger mit selskab og vil mig uden at jeg først føler jeg skal gøre mig fortjent til det... Jeg kan godt have det sådan til en fest at jeg undrer mig meget over hvorfor alles lys retter sig mod mig pga at jeg er 48 kg mindre... Men hvis jeg tænker efter, så er det jo ikke kun 48 kg - det er et markant ændret liv, hvor jeg nu helt automatisk selv føler at jeg tæller med og derfor bliver jeg talt med af andre... Et liv, hvor jeg har lært at sætte mig selv i forreste række og få pleaser-genet justeret til et fornuftigt niveau. Når du justerer dit pleasergen, så kan du være helt sikker på at omverdenen reagerer og det er ikke alle, som reagerer med glæde! Du har jo udfyldt en rolle og gjort noget andet for de mennesker, som er omkring dig i rigtig lang tid… så de skal vende sig til at du ændre dig – Hvis de kan?

Jeg har fået alle stikpillerne - at jeg er blevet kaldr emsig, kontrollerende, kontant, selvoptaget og meget mere... og jeg undrer mig over hvorfor folk er så hårde ved andre mennesker, når de forandrer sig? Bunder det i jalousi, utryghed og bekymring for at miste... Personlig forandring er fedt for en selv, men ofte svært for omgivelserne og især de relationer, som har været afhængig af dig og dit enorme pleasergen -

Jeg tror at når du møder den slanke maveopererede dame på gaden, som går videre uden at hilse, så tænk på at det ikke har noget med dig at gøre som person... Det kan være hun er optaget af noget andet og bare ikke lige ser dig - Det kan være hun bruger sit overskud til et andet fokus i sit liv... Det kan også være hun tænker at du evt. ikke vil snakke med hende... Det kan være hun er fyldt af tanker og derfor ikke rigtig ser sig omkring... Det kan være hun tænker, hvorfor hilser du ikke - Der skal jo to til at hilse... Så prøv at hilse på hende først - Jeg tror hun ville hilse igen - det ville jeg...

 

Fællesskaber og offentliggørelse
Jeg har fortalt en hel del af familien og vennerne + min arbejdsplads at jeg er blevet opereret, men jeg har ikke lagt noget billeder op eller skrevet noget om det på min offentlige profil på FB eller andre sociale medier. Jeg har brugt grupperne her samt et par private slankegrupper, som jeg administrerer. Dette har givet et fantastisk fællesskab og sparringsforum. Jeg overvejer at lægge en lidt længere historie op og nogle flotte før/efter billeder, når jeg når til min 1 års dag. Jeg har en personlig overvejelse, der går på, at jeg først vil poste offentligt den dag jeg når mit slutmål. Det vil være en personlig sejr og lettelse (på flere måder) at kunne sætte streg under og sige:”Her er jeg nu og nu vil arbejde på at stabilisere mig her”

Jeg har ikke haft brug for eller lyst til at poste billeder på min offentlige profil før nu. Jeg tror det for mig handler om en psykisk proces, hvor jeg først nu er kommet dertil hvor jeg tror på at min fysiske og psykiske forandring er permanent. Jeg tror på at jeg kan bibeholde mit nuværende vægttab takket være min minimave og min nye livsstil. Da kiloene begyndte at rasle af lige efter operationen, da var jeg glad og skeptisk de første mange måneder, fordi jeg jo havde prøvet det før mange gange og havde taget det hele på... og denne tænkte jeg kan det virkelig være så enkelt og let? Angsten for yoyo-vægten er jo et velkendt fænomen for de fleste mennesker, som har været ekstremt overvægtige - også mig.

Når man taber sig mange kilo, så kan man ubevidst komme til at true andres position i en gruppe - samtidig ændrer man sig jo ofte radikalt ift udseende og får derfor mere opmærksomhed og udstråler forøget energi. Jeg har da venner, hvor det at være sammen har handlet meget om at støtte hinanden i at være store kvinder og dyrke vi-følelsen. Jeg tror godt man kan bibeholde venskaber på trods af et stort vægttab, men jeg tror, man gør klogt i at være sig bevidst omkring at indholdet måske bliver nødt til at blive omdefineret i nogle tilfælde - ellers holder venskabet måske ikke...


Offentligt eller hemmeligt
Jeg har meldt det ud til en del venner og familie, når jeg følte for det og fandt det naturligt. Nogle forstod det og andre gjorde ikke. Jeg har med tiden lært at tage lettere på folks velmente, men nogle gange tankeløse kommentarer.

Jeg har holdt mine facebookopdateringer til de store lukkede grupper her og de private grupper, som jeg kører. Jeg har ikke endnu lavet en opdatering til alle på min profil omkring selve vægttabet og maveoperationen, selvom jeg snart er i mål... Jeg er stadig i tvivl om jeg vil gøre det - jeg synes der er både for og imod sådan et opslag.

Fordelene er vel at alle ved det og jeg ikke skal forklare noget mere og samtidig skulle jeg være en sjuft, hvis jeg ikke også ville nyde anerkendelsen i at fortælle omverdenen om min endelige sejr over kilokampen.

Et liv i balance
Overvægt har fyldt urimelig meget i mit liv. Fra jeg var 10-11 år, hvor jeg var på min første slankekur, fordi en træner sagde at jeg var en stor pige… til jeg fik min GS operation.
Talrige diæter har jeg gennemført igennem livet og dusinvis af kilo har jeg tabt.....desværre også taget på igen.
Jeg var typen, der enten kom til middagsselskab med min egen boks mad (kogt kalkun/kylling + grøntsager) eller spiste alle retter med stor fornøjelse....afhængig af om jeg var på slankekur eller ej.
45 minutter tog selve operationen. Mindre end 24 timer efter jeg ankom til hospitalet var jeg hjemme igen.
De første 14 dage fulgte jeg stort set de anvisninger hospitalet anbefalede, men opdagede hurtigt at udfordringen ikke længere var at begrænse spisningen, men at spise nok.
Før operationen spiste jeg ofte light-produkter. Nu efter operationen, kan jeg simpelthen ikke få light-produkter ned.
Altså spiser jeg nu rigtig mad, rigtig slik, rigtig is... bare i meget små mængder. Hvis jeg har lyst til lidt mayonaise på ægget...så kommer det også på.
For første gang i mit liv er jeg på vej til at få et "normalt" forhold til mad. Jeg spiser, når jeg er sulten og spiser det jeg har lyst til.
Aldrig har jeg følt mig sundere og kiloene er raslet af.

Aldrig mere slankekur til mig!

Kommentarer

02.06.2022 20:12

Lilian Bayard Jensen

god info og tak for din historie. Jeg går selv lige nu og overvejer om jeg skal springe til en operation...eller det vil sige, at jeg selv er helt sikker, men at familien ikke er vilde med at jeg gør

02.06.2022 20:58

Heidi Højvælde

Hej Lilian. Tak for din kommentar. Du skal gøre hvad der føles rigtigt for dig. Din familie kan have svært ved at forstå dit valg - men det skal nok komme med din positive forandring.
😊🌟 Heidi