At være mor

Jeg er glad for at jeg valgte at få Daniel. Der var en grundlæggende kraft i mig, der guidede mig ift. at jeg skulle få mit barn på netop dette tidspunkt. Det vidste sig senere at der var en dybere årsag til at det blev netop sådan. Jeg har sidenhen været i fertilitetsbehandling 4 gange og fået foretaget IVF forsøg hver gang. Det lykkedes dog ikke min nuværende kæreste Martin og jeg at blive forældre til vores fælles barn.

Nogle gange så designer livet sig på en bestemt måde af en årsag, så i et tilbageblik, så tænker jeg at der var en grund til at jeg skulle rejse så langt væk fra Danmark og helt til Grønland og møde et menneske, som tør at tænke ud af boksen og ville give mig den kæmpe gave det er at blive mor også selvom vi ikke skulle være sammen. Samtidig så er jeg dybt taknemmlig for at jeg har fundet tilbage til Martin, som i den grad går ind i rollen, som bonusfar til Daniel. Martin og Daniels far har altid udvist stor respekt for hinanden og udfylder hver deres rolle i Daniels liv. Jeg tror på at det handler om at give sit barn det bedste og sørge for at det har kontakt til sine rødder og dette uanset om man lever sammen eller adskilt, som forældre. Jeg tror på at det er vigtigt at man viser sit barn at der mange forskellige måder at få en familie til at fungere - Der er ikke kun en løsning ift familiestruktur, men at det netop handler om at finde den løsning, som passer til vores lille regnbuefamilie. 

Daniel er og bliver et ønskebarn og han får det bedste fra alle sider 😘

Daniels første måned

 

Jeg valgte i 2007 og spørge min ex-kæreste og kammerat om han villle donere, således at jeg kunne blive mor. Det sagde han ja til og det gjorde at jeg i november 2007 fødte min dejlige søn Daniel.

Daniel havde en svær start på livet, da han desværre havde en alvorlig tarmforsnævring på 12 finger tarmen, som gjorde at han overhovedet ikke kunne få ernæring igennem sit system. Dette medførte at Daniel måtte opereres i bughulen, da han var kun 4 dage gammel. Daniel er født på Kolding Sygehus og vi blev derfor allerede på dag 2 overflyttet til Odense Universitets Hospital, hvor de er eksperter i mave/tarmsygdomme. Her var vi indlagt i en måneds tid. Vi kom hjem d. 23. december - præcis en måned efter Daniel blev født.

Vi var indlagt på Odense Universitets Hospital i en måneds tid, hvor Daniel blev opereret to gange. Den første gang åbnede de op ind til bughulen, så lægen kunne komme til at se hvad der var galt og operere Daniel, så han kunne komme til at spise. Den planlagte operation var at Daniel skulle have haft en omkørsel i sit fordøjelsessystem, hvor selve tyndtarmen skulle køre udenom selve tolvfingertarmen og hægtes op på selve mavemundens udmunding. Årsagen til dette var at det var selve tolvfingertarmen, hvor der ikke var passage i. Passagen var så lukket af at der ikke kunne komme den mindske smule væske igennem. Daniel fik allerede på sin anden levedag sendt kontrastvæske igennem sit system, således at man via røngten kunne finde ud af, hvor selve stoppet skete. Her var det tydeligt at der var et fuldt stop lige efter mavesækken i tolvfingertarmen. Da kirurgen kiggede nærmere på tingene, så viste sig at han heldigvis kunne nøjes med at klippe nogle stramninger udvendigt på tolvfingertarmen. Derved blev der løst op for selve forsnævringen, som var skabt af de ydre stramninger og ikke pga. en sammenvoksning, som først antaget. Daniel blev opereret på sin 4. levedag.

Derefter gik der et par dage, hvor han fortsat kastede det meste væske op, som han indtog på den mindste sutteflaske med ganske få ml i. Daniel fik fra sin 1. levedag lagt væskedrop i en blodåre, så han kunne vedligeholde det livsvigtige vand/salt/sukker balance i sin krop, men denne væske kan man ikke leve længe på alene. Da det trak ud med at Daniel begyndte at holde sin næring i sig, så blev han opereret igen, fordi man forudså at han nok skulle reopereres i selve bughulen, fordi den første operation ikke havde virket optimal. Derfor blev Daniel på 7. levedag lagt i narkose og blev opereret igen. Her fik han inopereret et drop direkte i sin ene hoved-vene ved venstre skulderparti, så han kunne få en særlig næringsvæske igennem sit drop. Der er 4 chancer for at lægge dette særlige drop, fordi det skal lægges i en af de store vener enten i lysken eller øverst ved skulderpartiet.  Det lykkedes først i 3 forsøg, da der til sidst blev tilkaldt en dygtig pensioneret overlæge, som lige kunne lægge droppet i løbet at kort tid. Jeg startede herefter med at give Daniel sutteflaske med 2 ml modermælk i og i løbet af de næste 3-4 uger skulle Daniel gradvist øges til imellem 60 og 80 ml. På 8-9 dagen vendte situationen sig og Daniel begyndte at tage næring til sig og han kastede ikke så meget op mere. Den første ble med "rigtig bæ" blev fyldt. Det er meget specielt at være på hospitalet en hel måned, hvor alt handler om hvad der kommer ind i et lille nyt menneske... om det bliver derinde... og om det kommer noget ud igen... Det var en ren festdag, da bleens indhold var "rigtig". Herefter gik det stødt fremad og d. 23. december 2007 fik jeg lov til at tage hjem med Daniel i en såkaldt "åben indlæggelse". Så Daniel, morfar, mormor, Per og jeg holdt juleaften i det første hjem, som jeg havde skabt til Daniel og jeg i Vejle. Det var den bedste følelse at komme hjem... Endelig at træde ind i sin egen lejlighed og påbegynde livet, som mor, hvor jeg kunne være mor 100% og gøre alle de vigtige ting for min søn i mine egne hjemlige rammer. Jeg sov med Daniel på armen i min en-persons seng de første gange uger. Årsagen til dette var simpelthen, fordi jeg var megabange for at han skulle stoppe med at trække vejret. Jeg var bange for at miste ham. Jeg skulle først til at lære at stole på at nu havde jeg fået en fantastisk dejlig søn og han skulle nok blive hos mig trods den svære start i livet.

Det var dejligt at komme hjem med Daniel. Det at leve i hospitals-verdenen i en hel måned er mærkeligt og det er samtidig svært at forene den nye rolle, som mor, og så være på sidelinjen til alle de ting, som Daniel måtte gennemgå af undersøgelser og operationer. Jeg følte mig først, som en "rigtig" mor, der kunne gøre en forskel, da jeg endelig fik Daniel med hjem. Den første måned, der var alting koncentreret om at følge med i hospitalets plan og prøve at være den optimale støtte for Daniel hele vejen igennem. Det var svært at stå på sidelinjen og på den ene side ville støtte og gøre alt i verden for min lille søn... men på den anden side vide at jeg alligevel ikke kunne gøre nogen livsvigtig forskel for ham - det skulle der læger, sygeplejersker og kirurger til at kunne gøre... Jeg valgte at hjælpe til, så meget jeg kunne... At sætte mig ind i de forskellige processer og lære de ting, som jeg kunne fra sundhedsvæsenet, så jeg kunne være helt tæt på. Jeg stod tæt på hele tiden og der var kun 2 gange, hvor jeg måtte lade dem tage 100% over og det var, når Daniel skulle på operationsbordet. Jeg vidste det var nødvendigt at han skulle opereres ellers ville han aldrig komme til at spise selv... men jeg havde samtidig den helt primitive beskyttelsestrang overfor min lille nye søn - Jeg kan den dag i dag stadig ikke se dokumentarer, hvor små børn skal i narkose - Det river op i minderne om noget, som var nok det sværeste jeg har oplevet, som mor... at skulle afgive ansvaret og kontrollen til andre, fordi jeg ikke selv kunne gøre det, som Daniel havde et livsvigtigt behov for - 

Det var Daniels første måned i hans liv... Fortsættelse følger - ❤