En dannelsesrejse

Jeg var i juni 2004 færdiguddannet, som pædagog. Jeg havde i et års tid gået med tanken omkring at jeg skulle ud og rejse og prøve mine faglige vinger af i et fremmed land. Jeg så en artikel i SL dagbladet, hvor Gitte Tilsted beskrev sine oplevelser, som tilkaldt arbejdskraft i Tasiilaq i Østgrønland. Så var målet fastsat - jeg ville til Grønland og opleve det fantastiske land helt tæt. Leve i det og ånde i det. Således blev min søgning mere koncentreret. Jeg så en jobannonce, også i SL fagbladet, hvor der blev søgt efter en pædagog til Prinsesse Margrethes Børnehjem. Jeg søgte stillingen og var til jobsamtale over telefonen med min nye afdelingsleder Kirsten Gade. Tre måneder efter i november 2004, så rejste jeg afsted med min kuffert i den ene hånd og min følgesvend - katten Fidus i sin transportkasse i den anden... 

Jeg landede i Sønderstrøms Fjord (Kangerlussuaq) i kulde og storm og havde en enkelt overnatning. Dagen efter gik turen med indlandsfly tværs over indlandsisen til den lille lufthavn Kulusuk. Fra Kulusuk blev jeg transporteret i den lille helikopter ud til Tasiilaq. 15 minutters flyvetur og så landede jeg endelig i min nye by i rasende snestorm. Jeg skulle de første par måneder bo vakant indtil mit bohave kunne komme op til mig med skib...

Jeg lavede et længere skriv deroppe omkring det at arbejde i et fremmed land - Til inspiration til dig, som måske overvejer at rejse til Grønland sætter jeg derfor dette skriv ind herefter - God fornøjelse med læsningen - Stil gerne spørgsmål til mig i gæstebogen:

Nutidsnomade i øst og vest Grønland

Jeg sad og læste den udmærkede bog ”Nutidsnomader – Rejsens psykologiske udfordringer” af Maria Christensen og drog mange paralleller til min tilværelse, som nutidsnomade i Tasiilaq og senere Nuuk i Grønland. Da jeg læste bogen, tænkte jeg nogle gange på, at livet i Grønland alligevel er anderledes end et sydligt land som fx Indien, Angola eller Nepal. Jeg tænker ikke kun på de klimatiske forskelle, men på hvordan det er at være nutidsnomade i et blandet land af mennesker med både dansk og grønlandsk blod i årerne. Nogle ting er lettere, imens andre ting måske kræver en speciel omtanke og respekt. Jeg har haft mange overvejelser omkring min rolle og status her i Grønland. Hvad kan jeg og hvad bør jeg?

Alle de tanker jeg har gjort mig, synes jeg at andre, deriblandt nutidsnomader i Grønland, skal kunne få glæde af. Jeg har derfor besluttet mig til at lave et tillæg til bogen. Mit tillæg vil både komme til at omhandle de psykologiske udfordringer, min personlige oplevelse af de 3 år i Grønland og sidst, men ikke mindst være en slags håndbog til nyankomne i Grønland. Mine tilskrivninger vil tage direkte udgangspunkt i nogle af de forskellige afsnit fra bogen, så jeg anbefaler, at andre nutidsnomader læser bogen først og min beretning bagefter. Har du evt. spørgsmål eller kommentarer kan du henvende dig og skrive til mig i gæstebogen, så skal jeg nok kontakte dig. 

Jeg har skrevet dette indlæg i underoverskrifter som hele tiden forholder sig skiftevis til Tasiilaq og derefter Nuuk, som er de to byer, som jeg har boet i under de 3 år jeg har været på Grønland. Tasiilaq vil fremgå som Øst og Nuuk som Vest. Min skriftlige afhandling omkring Grønland vil lægge til grund for de foredrag jeg vil afholde i Danmark. Ønsker du at høre mit foredrag, så kontakt mig personligt og jeg vil fortælle dig, hvornår det næste finder sted.

Det beskrevne i denne afhandling er mine egne erfaringer, oplevelser og konklusioner og derfor står jeg alene til ansvar for denne afhandling. Alle personer børn såvel som voksne er anonyme, medmindre de har ønsket andet.

 

Hvem er jeg?

Da den følgende beretning i høj grad vil omhandle mine personlige tanker, vil jeg starte med at give en kort beskrivelse af, hvem jeg er. Jeg er en kvinde født i 1977. Jeg er uddannet pædagog i juni 2004 fra Kolding Pædagogseminarium. Jeg blev ansat på Prinsesse Margrethes Børnehjem d. 1. november 2004.

Efter at have arbejdet på PMB i knap 2 år rejste jeg videre til Nuuk, hvor jeg blev ansat på Røde Kors Børnehjem i en afdeling for unge omsorgssvigtede. Jeg arbejdede på Røde Kors Børnehjemmet fra oktober 2006 og indtil november 2007, hvor jeg rejste tilbage til Danmark. Grunden til at jeg valgte at rejse videre til Vestkysten var flersidet. Personligt handlede det om at jeg var blevet kæreste med en dansk mand, som desværre ikke kunne få arbejde i Tasiilaq pga. pludselige nedskæringer i byens arbejdspladser. Derfor valgte vi at flytte sammen til Nuuk, hvor vi begge nemt begge kunne få arbejde. Af kulturelle årsager ville jeg gerne opleve Vestkysten, fordi jeg manglede at opleve den anden side af Grønland. Jeg vil betegne Tasiilaq og Nuuk som de to mest forskelligartede byer i Grønland i forhold til udvikling og samfund. Det var vigtigt for mig at få så bredt og dybdegående indtryk af Grønland, fordi jeg gerne vil give et nuanceret billede videre til andre, men også for at forstå kompleksiteten i at få en så stort land med så få indbyggere til at fungere optimalt. De faglige udfordringer jeg havde fået på PMB har givet mig mange brugbare faglige kvalifikationer. Min forventning i forhold til at søge til udlandet som nyuddannet var at få en masse viden, ansvar og dermed erfaringer hurtigere end man normalt får som nyuddannet i Danmark. Jeg vidste, at det betød store udfordringer og det var jeg klar til. Da jeg rejste fra Tasiilaq havde jeg fået fyldt min rygsæk godt op med diverse pædagogiske redskaber. Jeg følte mig derfor klar til en ny udfordring.

Før jeg rejste til Tasiilaq arbejdede jeg med udviklingshæmmede børn og unge på en døgninstitution. Jeg kommer oprindeligt fra Vejle i Danmark, hvor jeg har boet det meste af mit liv. Jeg valgte, at rejse til udlandet, fordi jeg gerne ville have en personlig og faglig udfordring og oplevelse. Jeg har i flere år vist, at jeg ville rejse, at det blev Tasiilaq i Grønland, der blev mit første destination i udlandet, var en tilfældighed. Jeg ledte efter et arbejde, som havde de udfordringer jeg søgte efter og da jeg så jobannoncen fra PMB i mit fagblad, var jeg ikke i tvivl… jeg skulle af sted.

Jeg valgte at rejse på dette tidspunkt i mit liv, fordi jeg havde overskud og var fri til det. Jeg havde og har stadig et solidt socialt netværk i Danmark og derfor har jeg ikke haft de store spekulationer i forhold til at rejse. Jeg ved, at jeg stadig har familie og venner, også når jeg kommer hjem igen. Jeg ved også, at der sikkert er nogen, der falder fra, men sådan er det… og de var nok faldet fra før eller siden alligevel.

Mit ophold heroppe er for mig et personligt projekt, hvor jeg skal lære forskellige ting omkring mig selv. I Danmark var jeg meget aktiv i diverse foreninger og studierelateret frivilligt arbejde, og jeg brugte meget tid på at pleje min omgangskreds. Jeg var sjældent hjemme og altid på farten. De fleste heroppe vil sige, at jeg førte en stresset tilværelse. Jeg vil sige, at jeg førte en typisk dansk tilværelse. Noget af det, jeg skulle lære deroppe var blandt andet at prioritere de, for mig, vigtige ting i mit liv.

Jeg er rejst til Tasiilaq med et åbent sind og en vilje til at mærke kulturen og naturen på både krop og sind. Jeg vidste, at jeg på baggrund af mit ophold ville forandre mig meget personligt i løbet af de næste par år, det afskrækkede mig ikke, tværdimod så jeg det som den vigtigste udvikling for en nutidsnomade… dog har den udvikling jeg har gennemgået været stor og til tider svær – udlandsophold på egen hånd kræver sin kvinde…

 

Nutidsnomade - øst

Bestemte citater i bogen har sat forskellige tanker i gang i mig bl.a. citatet, som omhandler danske nutidsnomader : ” Danskere nyder deres velfærd i stilhed…i deres huse og hver for sig”. Jeg kan godt se, det citat her i Tasiilaq. Jovist, kommer danskerne ud af deres huse og passer deres arbejde og går rundt i naturen og byen, men der er noget om snakken. Jeg tror, at folk, der rejser til Tasiilaq fra Dk, som enlige, har en bestemt natur. Jeg kender selv til at være det ovenstående citat. Jeg holder af selskabelige sammenkomster, men holder også af mit eget selskab. Jeg holder af at lære mig selv at kende ved at være kreativ, skrive dagbog og gå en tur uden at snakke med nogen. I Danmark glemte jeg lidt mig selv i den stressede hverdag, heroppe har jeg som udgangspunkt tiden og overskuddet til at huske mig selv. Det er hårdt arbejde at falde til i en ny kultur og samtidig få sjælen med, derfor tror jeg ofte, at nutidsnomaden opholder sig mere for sig selv end de fleste mennesker gør, for simpelthen at tænke tingene igennem og gå i dybden med sine følelser.

Bogens karakteristik af nutidsnomadens personlighedstype er også meget rammende. Jeg har en stor forandringstolerance, men er også blevet klar over, at den er blevet mindre her i de første par måneder, som nutidsnomade. Inden jeg rejste var mit jordiske gods ikke særligt vigtigt for mig. Hvis mine venner spurgte, om jeg ikke var bange for, at skibet med mit bohave sank til bunds på Atlanterhavet, så følte jeg faktisk ikke noget større tab – det er jo kun ting. Denne følelse har forandret sig, nu er det vigtigt for mig, at jeg har mine ting, min faste bolig og adresse her i Tasiilaq. Så teten om, at når alt omkring dig er nyt, bliver det vigtig at holde fast i dig selv og dine synlige (skue)værdier, den holder altså uanset om du er frivillig nutidsnomade eller flygtning. Jeg tror skueværdierne aftager igen med tiden, fx var det meget vigtigt for mig i den første måned at gå med mit Røde Kors halssmykke, fordi den forening betød meget for mig i min fritid i Danmark. Efter en måneds tid blev smykket udskiftet med et af de smukke grønlandssmykker i narhvaltand.  Dermed har jeg ikke glemt min glæde for Røde Kors, men jeg har fået øjnene op for andre muligheder – altså udvidet min horisont uden at miste mig selv af den grund.

 

Nutidsnomade – Vest

Danskerne i Nuuk nyder stadig deres velfærd, men er efter min mening mere opsøgende i forhold til at deltage i samfundet. Min oplevelse af livet som nutidsnomade i Nuuk er at danskerne generelt er meget aktive i deres fritidsliv bl.a. med diverse fælles interesser. Jeg synes også at min oplevelse er at der godt kan være danskere og grønlændere til stede i de samme foreninger. Det virker som om at grønlændere tager mere ansvar her i Nuuk og er bedre repræsenteret i de forskellige bestyrelser og virksomheder. Dog er det stadig danskeren som sidder på de fleste topposter. Jeg blev selv forholdsvis hurtigt aktiv indenfor Røde Kors og den lokale svømmehal og der måtte jeg sande at det er danskerne, der bestyrer, men at grønlænderne samtidig er repræsenteret og giver deres frivillige hånd med på deres styrkeområder.

Her i Nuuk har det ikke handlet så meget om for mig at gå i dybden med mig selv personligt og søge roen. Nuuk har derimod mere motiveret mig til at være en slags generalprøve til hvordan jeg gerne vil forme mit liv i Danmark. Samtidig har jeg brugt en del tid og resurser på at forberede mig på at skulle rejse tilbage til Danmark og etablere mig der. Jeg kan tydeligt mærke at jeg ikke rigtig har slået rod i Nuuk, fordi jeg er meget bevidst omkring det at jeg skal videre om knap 10 måneder. Jeg forsøger at være åben for de muligheder, der byder sig både fagligt og privat, men min indre kalender er begyndt at tælle ned til returdagen.

Det jeg skrev omkring bohavets betydning i Tasiilaq har ændret sig her i Nuuk. Da jeg flyttede til Nuuk, solgte jeg en del møbler i Tasiilaq, fordi den nye lejlighed var fuldt møbleret. Jeg savner ikke tingene og har det nok sådan at jeg glæder mig til at skulle have noget nyt, når jeg vender tilbage til Danmark. Nu har jeg haft de samme møbler under hele mit ophold heroppe og det er ok at skifte ud. En anden overvejelse som jeg har gjort mig handler om at Nuuk minder mere om Danmark på overfladen end Tasiilaq gjorde, dette faktum har sikkert også sin indvirkning i forhold til mine egne skueværdier bliver mindre vigtige såsom møbler m.m. Jeg har dog stadig enkelte ting, som betyder meget for mig fx kunsthåndværk fra Danmark og fra Tasiilaq.

Da jeg kom til Nuuk begyndte jeg hurtigt på nogle fritidsaktiviteter, som jeg havde dyrket før i Danmark. Dette valg tror jeg kom sig af at det var velkendt og savnet. Samtidig er det et udtryk for at de to ting virkelig er noget som betyder noget for mig. Jeg begyndte helt konkret på at være frivillig i Røde Kors indenfor genbrug og førstehjælp og så genoptog jeg svømning i den pragtfulde svømmehal, som Nuuk har.

  

De fysiske levevilkår

Motion - Øst

Jeg var som fuldfed dansker temmelig forvent med min lille privatbil…godt nok en Lada, men det er også en bil. Jeg må sande, at sandheden slog mig, som en kødhammer : ”Heidi, du er i dårlig form”. Så den første måned pustede og stønnede jeg hver gang jeg skulle op og ned og op og ned af alle bakkerne, for at komme på arbejde. Mit hus lå et godt stykke vej fra børnehjemmet, men uanset hvor du boede i byen, undgik du ikke de lange og stejle bakker. I starten var jeg rigtig træt om aftenen pga. den øgede omgang ufrivillige motion, så jeg sov nogle flere timer, end jeg plejede. Efter en måneds tid havde jeg fået oparbejdet en rimelig kondition og derefter begyndte jeg at se bakker og dale, som en god måde at tabe mig på. Efter et stykke tid gik jeg gerne ekstrature ud i fjeldene, til Heliporten, ud af ”Motorvejen” og i Blomsterdalen. Der er mange muligheder og tankerne får frit løb, når man trasker af sted på en frostklar dag.

Motion - Vest

Motion i Nuuk er en personlig kamp for mig. Dette er storbyen. Vi har firmabil og den er til fuld benyttelse i fritiden også, så det er ikke meget naturlig motion jeg får modsat Tasiilaq. Så motionen skal pludselig igen planlægges ind i dagligdagen ligesom i Danmark… og det kræver tilvænning for mig. Det er noget af det jeg skal lære i løbet af de 10 måneder her i Nuuk – at motionere jævnligt. Jeg flyttede fra min kæreste og kom derved til at bo i et dejligt rækkehus i den anden ende af Nuuk i forhold til min arbejdsplads… dette gav mig nogle flere og pragtfulde gåture og en klart bedre kondi. Angående fakta kan jeg nævne at på nuværende tidspunkt er der 15.000 borgere i Nuuk trods det lille indbyggertal har byen dog alligevel 2000 personbiler.

 

By og bolig - øst

Tasiilaq er jo hovedbyen på østkysten. Byen er nem at finde rundt i og mange danskere vil betegne den som en lille landsby. Der bor ca. 1900 indbyggere i selve Tasiilaq og yderligere 1600 i de 7 bygder i kommunen Ammassalik. Jeg opfatter byen som et godt sted med alle de nødvendige foranstaltninger for, at den kan fungerer som by. I starten havde jeg lidt problemer med at kende forskel på de forskellige huse. I Danmark er jeg vant til mange store reklameskilte og meget forskelligartede byggestile. Her i Tasiilaq er stort set alle huse i træ og har ingen eller blot et lille reklameskilt. Husene har kraftige farver i rød, grøn, blå, hvid, grå eller gul. Åbningstider er en anden sag – det er meget forskelligt, hvornår fx specialforretninger har åbent, men det vender man sig til.

Hvis du går en tur i Tasiilaq vil fjeldene, de farvestrålende huse og hundene falde dig i øjnene. Hvis det er om vinteren, vil du nok også lægge meget mærke til snescooterne, hundeslæderne eller entreprenør maskinerne, der ofte fjerner sne fra byens gader.

De fleste huse er standardhuse og er derfor meget ensartede indvendigt. Jeg startede med at bo i et familiehus af ældre dato, hvor der er indlagt vand. Toilettet er med spand og bliver tømt tre gange om ugen. Jeg har ikke haft problemer med, at skulle have tørkloset, men et godt råd er at købe closetvæske og fylde i spanden, så lugter det ikke så slemt.

Alle huse bliver opvarmet med oliefyr heroppe og det har vakt mig en del problemer, da det for mig er helt nyt at have oliefyr. Jeg har prøvet to gange at løbe tør for olie…at vente i 1 til 2 døgn på at få olie på, når det er så koldt er ikke sjovt…slet ikke når tankanlægget for anden gang tanker olie på det forkerte hus.

Generelt er dagligdagen ubesværet med henhold til boligforholdene, men de praktiske gøremål har for mit vedkommende krævet lidt tilvendelse. Et godt råd er at lave en grundig fejl og mangelliste, således at du ikke kommer til at hæfte for tidligere lejeres misligholdelse af boligen. Derudover skal du henvende dig på kommunen og Nukissoirfiit (Elselskabet), således at din el/vand og renovationsafgift kan blive betalt rettidigt.

Omkring de forskellige forbrugsgoder såsom telefon, internet og post, så foregår alt tilmelding på posthuset. Husk at der ikke deles post ud på privatadresser i Tasiilaq, så du skal få alt post sendt til din arbejdsplads´ postboks.  Kabel-tv kan du få oprettet igennem den lille butik, som hedder RF.

By og bolig - Vest 

Nuuk er klart en storby i forhold til Tasiilaq. Her er alt hvad hjertet kan begære af indkøbsmuligheder, sport, transport og turisme. Jeg er glad for, at jeg har oplevet Tasiilaq først og Nuuk bagefter. Tasiilaq var det nostalgiske Grønland, imens Nuuk er det moderne og fremtidsorienterede Grønland.

I Nuuk oplevede jeg både at bo i en af de store boligblokke og i et lille rækkehus. Forskellen er ikke stor i forhold til et almindeligt dansk boligkvarter.

Vejr og vind

Vejret er meget forskelligt. Da jeg kom, lå der allerede meget sne og de næste to måneder fortsatte det med at sne ind imellem. Der er piteraq heroppe af og til, som er en kraftig storm, som varierer i styrke. Stort set alle huse er piteraqsikrede, men for en dansker, kan det virke meget voldsomt, når de værste piteraq´er værger over byen. Omkring starten af februar 2005 var det specielt slemt og jeg begyndte at overveje om mit gamle piteraqsikrede hus fra 1960, ville holde til strabadserne.

Luftfugtigheden er meget tør heroppe, og det kan mærkes på slimhinderne i næsen. Husene heroppe er godt isolerede, hvilket desværre skaber et meget dårligt indeklima, så det er nødvendigt at lufte ud flere gange om dagen. Pga. det dårlige indeklima er risikoen for at blive syg pga. de mange bakterier forøget. Alle lugte bliver meget kraftige og bæres let med vinden. Så hvis dit jernhelbred svigter et par gange i de første par måneder, så fortvivl ikke, det er blot en tilvænningsperiode.

Jeg har også oplevet tøvejret heroppe og det er rigtig træls. De store mængder af snedriver tør hurtigt og det vælter frem med vand alle steder. Alting bliver ufatteligt glat og derfor er det svært at komme frem på gåben.     

 

Kost

I Tasiilaq er der tre dagligvarebutikker og her kan du stort set få de madvarer du er vant til at spise i Danmark. Priserne er højere, men til gengæld er udvalget mere sparsomt, så impulskøbene begrænses helt automatisk. Friske frugter og grøntsager er meget begrænsede og dyre. 9 kr. for en banan og 35 kr. for 450 g vindruer…jo, tak, man lærer at sætte pris på det frugt og grønt man trods alt kan få. Jeg fik hurtigt lært at købe et stykke frugt af gangen og spise det. Det danske madfrådseri begrænses heroppe og det er nok meget sundt at lære at sætte pris på frugt og grønt. Jeg har i hvert fald ikke nydt det før, som jeg gør nu.

Mange madvarer er på konserves eller frosne, så tilberedningen kræver nogle flere krydderier, så smagen kan komme frem. Kødet er ikke altid af bedste kvalitet, så du kan blive slemt skuffet, hvis du kommer med danske forventninger om, at alting smager ligesom retter tilberedt fra frisk kød og grønt. Eftersom frugt og grøntsager kun spises i begrænsede mængder, er det vigtigt at holde øje med vægten, da din indtagelse af den kaloriemæssige mængde af madvarer let forøges. Vægten stiger pga. at dine ernæringskilder bliver tungere. Det kolde vejr gør om muligt også, at du opholder dig mere indenfor og har mere lyst til søde sager. Slik og søde sager kan du få i rigelige mængder heroppe, men pas på, at det ikke bliver en dårlig vane i erstatning for dit frugt og grønt. Et godt råd er, at du skal lade være med at skære ned på din grundlæggende kost, for den er nødvendig pga. kulden og dine øgede kropslige udfoldelser, men søg for at få rørt dig mere end du normalt ville gøre derhjemme.

De grønlandske spisevaner er et kapitel for sig. Du får sikkert mulighed for at smage sæl, hval og forskellige fisk enten tørrede eller ferske. Det er op til den enkelte, om det smager godt. Jeg bryder mig ikke meget om sælkød – lugten er meget speciel og den blodsovs grønlænderne spiser til, synes jeg ikke om. Meget af det grønlandske mad bliver kogt og gerne længe. Det meste grønlandske mad bliver spist med en ordentlig omgang af Knorr krydderiet Aromat på. Du kan godt købe grønlandsk mad i butikkerne, hvis du selv vil prøve at tilberede det, men det er meget dyrt. Det er meget billigere og bedre kød du får, hvis du køber af fangerne ”i døren”.   

 

Personlig kommentar

Det er meget individuelt, hvordan man opfatter Tasiilaq og naturen omkring byen. I starten troede jeg, at jeg ville komme til at savne de danske bøgeskove. Jeg vil sige, at mine bøgeskove er blevet udskiftet med fjelde i et par år og det tror jeg godt jeg kan vende mig til. Fjeldene er utroligt smukke, når solen kaster sine stråler henover dem. Jeg kan godt ind imellem savne nogle farver i naturen. Det er mest brunt, sort, blåt og hvidt her i vinteren, men til gengæld er det rigtig smukt, når himlen er klar og lyseblå. Første gang jeg gik op på Sømandsfjeldet og kiggede udover Atlanterhavet blev jeg overvældet af de store afstande. Jeg kiggede nedover hele lille Tasiilaq og måtte erkende at :” Du lille menneske – verden er stor og naturen bestemmer her”.

 

De kulturelle forskelle

Jeg havde mange forskellige forestillinger om, hvordan kulturen er heroppe i Grønland. Jeg havde set billeder og filmklip fra Grønland og fuldt med i den årlige ”Julehilsen fra Grønland” i fjernsynet af og til. Så jeg vidste jo godt, at grønlændere ikke gik i nationaldragt og sælskind/pelsværk hele tiden eller boede i iglooer. Jeg har kun være her i 4 måneder, så mine tanker omkring kulturmødet er stadig meget nye. Jeg vil prøve, at dele tankerne op imellem de kulturelle forskelle, jeg har mødt.

 

Påklædning

Jeg havde nok alligevel en forestilling eller forventning om at de fleste grønlændere gik i sælskindsfrakker, men jeg må erkende, at de fleste går i fornuftigt sportstøj, der egner sig til det ekstreme vejr. Sælskind bruges mest til festlige lejligheder og især til luffer, kamikker, punge og tasker. Sælskind er i øvrigt ret dyrt heroppe, så det ikke alle der har råd til det. Der ligger en skindsystue her i Tasiilaq, hvis du fx vil have syet en frakke, men det er dyrt. Frakkerne skal fortoldes og derfor bliver prisen desværre ofte dyrere end i Danmark. Til gengæld kan du være sikker på, at hele sælen er blevet anvendt til både mad og tøj.

 

Sprog

Der er to sprog her i Tasiilaq, nemlig dansk og østgrønlandsk. Grønlænderne taler østgrønlandsk til dagligt derhjemme og med hinanden på arbejdspladsen. Skolen underviser både på grønlandsk og dansk, men mange skolelærere er fra Danmark og derfor præges undervisningen af dette. Alle grønlændere er derfor på en måde tosprogede. Jeg troede arbejdet på børnehjemmet med de grønlandske børn ville være svært, men det er faktisk imponerende hvor lidt, jeg lægger mærke til sprogbarrieren i forhold til børnene. I forhold til mine kollegaer kan det nogle gange være frustrerende, at jeg ikke kan forstå, hvad der bliver sagt, hvis der bliver ført en samtale på grønlandsk. Det kan også være frustrerende, at jeg ikke kan deltage i denne samtale på grønlandsk, fordi det er en del af den daglige sociale snak. Jeg synes ikke, de skal tale dansk for, at jeg kan forstå deres sociale snak, det må være mit ansvar, som nutidsnomade, at lære sproget. De fleste grønlændere kan tale og forstå begge sprog. Jeg har kollegaer og forældre til nogle af børnene, der ikke kan særligt meget dansk. Der er til dette formål ansat en tolk på børnehjemmet, som bl.a. oversætter ved personale- og forældremøderne. Det er muligt at deltage i sprogkurser på vestkysten, der er dog forskel på det talte sprog i forhold til vest- og østgrønlandsk. Østgrønlænderne beskriver deres sprog som en kraftig dialekt af det vestgrønlandske. Til sammenligning er det vel ligesom sønderjysk og vendelbomål. Skriftsproget er dog ens i forhold til de grammatiske grundregler og derfor er kurserne til stadighed til stor hjælp. Den grønlandske tv-kanal KNR sender på vestgrønlandsk, derfor kan langt de fleste østgrønlændere tale og forstå et flydende vestgrønlandsk.

I forhold til at gå i butikker i Tasiilaq er det forskelligt, hvor gode de ansatte er til at forstå og tale dansk. Jeg har oplevet et par gange, at det grønlandske personale blot nikker, når du spørger om de har forstået det du spurgte om, men efterfølgende finder du ud af, at de ikke havde forstået dig alligevel. I forhold til denne selvoplevede episode kommer jeg til at tænke på statusforskelle, men det vil jeg skrive om i et selvstændigt afsnit.

Selvom dansk er meget dominerende heroppe i forhold til det officielle samfund, så mener jeg, at vi danskere af respekt for grønlænderne bør lære det grønlandske sprog at kende. Jeg ved godt, at det er et svært sprog, men alle kan ved en rimelig indsats tillære sig et minimum af dette smukke, unikke og fremmedartede sprog.

 

Juletraditioner

Jeg kom til Tasiilaq lige inden julemåneden og derfor stiftede jeg bekendtskab med nogle af de grønlandske traditioner i forbindelse med julen. Jeg købte bl.a. en adventsstjerne, da alle huse her i Tasiilaq har en stor stjerne med elpære hængende i vinduet fra 1. søndag i advent og indtil d. 6 januar. Første søndag i advent holdes der en stor fest med grønlandsk mad og juletræet tændes på byens torv. Igen den 6. januar holdes der fest. Mange grønlændere klæder sig denne aften ud og det gælder om at have den grimmeste udklædning. De forskellige udklædte går igennem byen og "skræmmer" alle dem, de møder. Sent på aftenen samles alle ved byens  juletræ og julen synges til ro og træet slukkes. Angående juleaften og gaver er traditionen en blanding af de amerikanske og danske traditioner. Nogen får først gaver d. 25 og andre gør ligesom i Danmark.

 

Religion

Alle grønlændere er født ind i den kristne folkekirke. De fleste grønlændere bliver døbt og  konfirmeret i kirken, men du kan også vælge at navngive dit barn selv. Det er valgfrit, om du vil giftes i den kristne kirken eller på kommunen. Ligesom danskernes nordiske guder har grønlænderne også deres ”gamle tro”. Den gamle tro omhandler grønlandske myter. Nogle myter er gældende for hele Grønland, imens andre er lokale. Jeg er personligt meget fascineret af de grønlandske myter og derfor vil jeg klart anbefale dig til at gå på biblioteket og søge informationer om de smukke beretninger om bl.a. ”Havets Moder - anaana” og ”Solen og månens tilblivelse”. Jeg har dog på fornemmelsen, at den grønlandske mytologi har mere tag i lokalbefolkningen end asetroen har i danskerne. Nogle af mine kollegaer tror fx på ånder. Fx er der en bygd, hvor der nogle gange kommer en tåge, som efter sigende skulle indeholde de afdødes sjæle. Der er ikke mange, der har lyst til at overnatte på dette sted…hvorfor mon ?!

Nogle huse har deres fastboende spøgelser og historier, og det har børnehjemmet også. Jeg tror på dem…men det er jo en privatsag, men det kan være svært at bortforklare, hvorfor man kan høre fodtrin, når ingen andre mennesker er tilstede osv.        

Grønlændere begraver deres afdøde på kirkegården ligesom i Danmark. Kirkegården ser dog lidt anderledes ud end i Danmark. Mange danskere vil sige fattigt, men jeg vil ved nærmere eftertanke sige fornuftigt. Kirkegården består af trækors med blomster af plastik. Kirkegården bruges ikke som sørgested, i samme forstand som i Danmark. Mange grønlænderne tror helt konkret på, at du kommer i himlen, når du dør.

 

Alkohol og Rygning

De fordomme, jeg kender fra Danmark handler om at grønlænderne drikker rigtig meget spiritus og ofte er meget berusede. Denne fordom hænger højst sandsynligt sammen med, at mange af de grønlændere, som bor i Danmark desværre lever i de lavere sociale lag og derfor måske er mere synlige for omgivelserne.  Jeg har fået det indtryk, at grønlændere omgås alkohol på en anden måde end de fleste danskere. Det er meget forskelligt alt efter hvilken position grønlænderen har i samfundet, hvordan og hvor meget han/hun drikker. Generelt vil jeg dog sige, at grønlænderne virker ikke særligt generte over at gå rundt ude i samfundet og være meget berusede. Nogle grønlænderes prioriteringer i forhold til alkohol kan for en dansker virke meget selvcentrerede. Nogle drikker for at more sig og slå sig fri af dagligdagens rutiner, men det er jo ikke så langt fra den danske tankegang – grønlændere gør det blot lidt oftere og mere synligt for omverdenen.

Grønlandsk hjemmestyre arbejder meget for at nedsætte rygning og alkoholmisbruget, da det generelt er et stort problem. Rygepolitikken er fx blevet indskærpet, således at der på offentlige arealer ikke må ryges overhovedet. I OBS på KNR-kanalen kører der p.t. programmer omkring de alvorlige følger af alkoholmisbrug.

 

Uddannelse/Ansættelse

Til forskel fra bogen kommer de fleste nutidsnomader til Tasiilaq som lønarbejdere i stedet for frivillige. Det giver diverse forskelle bl.a. har du ikke en organisation, som du arbejder for på samme måde som frivillige indenfor fx Røde Kors, Danida eller Samvirke. Du er ansat ligesom de andre personaler på arbejdspladsen og repræsenterer kun dig selv. Din ansættelsesrolle er derfor karakteriseret af din relevante uddannelse og personlighed, hvor den frivilliges rolle er karakteriseret via organisationen, personlighed og livserfaring.

I Tasiilaq er der ikke ret mange muligheder for faglig uddannelse efter folkeskolens ophør, derfor vil du, som dansk uddannet pædagog, have en højere faglighed end mange af dine kollegaer. Det er vigtigt, at du er i stand til at kunne videregive din viden indenfor faget, således at din faglighed bliver brugbar i hverdagen. Du skal se dine kollegaers menneskelige kvaliteter og livserfaring som deres faglighed og derudfra bibeholde eller skabe et ligeværdigt forhold imellem jer. Faglighed er meget værd i samarbejde med andre, men intet værd, hvis du ikke vil dele ud af den.

 

Statusforhold

Som pædagog og dansker har du en høj status på østkysten i forhold til dit faglige arbejde. Generelt har du også økonomisk en høj status, da du får løn, som faglært. Du har sikrede forhold som dansk arbejdskraft i Tasiilaq. Din stilling er sikret, fordi der er mange ufaglærte ansat og du har gode arbejdsforhold, fordi du har en fagforening, der bakker dig op. Dine boligforhold er optimale og bedre end de fleste grønlandske indbyggere.

 

Personlig kommentar

Jeg er stadig nyuddannet pædagog, derfor tænker jeg meget tilbage på de ting, jeg lærte på seminariet i forhold til at arbejde med kulturmødet. Jeg husker specielt følgende model, der meget tydeligt angiver et billede af, hvordan det er at møde en ny kultur, men samtidig viser den også hvordan en ny kultur opfatter dig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Væremåde : Du ligger først og fremmest mærke til hvordan menneskene i et samfund opfører sig dvs. sprog, kropssprog og aktiviteter. Dine kollegaers billede af dig er til at starte med også sammensat af ovenstående ting.

Jeg oplevede følelsesmæssigt, at jeg havde brug for at få en tilbagemelding på, hvad folk synes om mig efter at have kendt mig i et par måneder. Jeg havde et par gode snakke med en grønlandsk kollega og hun gav mig et godt indtryk af, hvad hun synes. Normalt er det sådan i samarbejde med grønlændere :”Hvis du ingenting høre, er det fordi du gør tingene godt”. Min kollega fortalte, at jeg virkede kærlig og god ved børnene og derfor kunne hun lide mig. Dette får mig til at tænke på vigtigheden af det grønlandske ordsprog, som står i bogen : ”Når man drager til fremmede lande, skal man medbringe hjertet og kærligheden – ikke våben og reglementer”.

Som nutidsnomade i Tasiilaq skal du kunne stikke ”fingeren i jorden” og ligge mærke til dine kollegaers væremåde og kultur inden du evt. stormer frem med din opfattelse af, hvordan tingene bør være.

 

Normer : Dine kollegaer vil sikkert hurtigt få en grundlæggende opfattelse nogle af dine normer igennem dit arbejde og diverse personalemøder, hvor du giver udtryk for dine holdninger. I løbet af et stykke tid vil det blive tydeligere, hvordan du tilrettelægger dagligdagen, dette er med til at vise dine normer. Dine normer, udgør tilsammen dine handlemønstre i forskellige situationer. Dine arbejdskollegaer kender måske til din arbejdsfacon, men de kender ikke alle sider af dit normsæt. Det er op til dig at fortælle om, hvordan du gør tingene i forskellige situationer. Du skal være klar på, at du kommer til at ændre nogle af dine normer, imens andre af dine normer sikkert kommer til at få indflydelse på dine kollegaer og din arbejdsplads generelt.

I konfliktsituationer på en arbejdsplads er det ofte normer, der skaber problemer. Vi er forskellige mennesker med forskellig opvækst, uddannelse, familie og alder og derfor bliver vores normer også forskellige. Målet er bl.a. at få skabt en række fællesnormer, som kendetegner dagligdagen på netop denne arbejdsplads. Dette kræver grundigt samarbejde og endnu vigtigere lydhørhed overfor hinanden.

I forhold til normerne på arbejdspladsen så arbejdes der meget med de forskellige normer for dansk og grønlandsk kultur. Det er ikke et område, der overskygger pædagogikken i det daglige, men på den anden side er arbejdspladsen et tværkulturelt samfund og derfor er det vigtig at arbejde med de problemstillinger, det kan medføre.

 

Værdier : Dette område er til gengæld ikke til at få øje på uden dialog omkring hvorfor du/dine kollegaer gør, som de gør, i en bestemt situation. Værdierne er grundstenen, hvorfra dine normer udspringer. Du kan godt have nogle værdier, som du arbejder med at leve op til. Værdigrundlag bliver derfor også din moral. Ved at fortælle og forklare om baggrunden for dine handlemønstre bliver du bevidst omkring dine egne værdier, samtidig med at dine kollegaer får et mere nuanceret og bredere billede af dig. Du vil sikkert opleve at visse af dine værdier og normer vil blive ændret i løbet af et ophold i et fremmed land, som nutidsnomade, simpelthen fordi du vurderer de oplevelser du får og indarbejder dem i din måde at opfatte verden på og din egen væremåde.

I forhold til livet i Tasiilaq har jeg personligt oplevet at mine værdier er blevet mere tydelige og vigtige for mig. Jeg har også, via det overskud jeg har fået, lagt mærke til nye eller ubevidste værdier, som er kommet mig til bevidsthed.

 

Følelser

I løbet af de første fire måneder har jeg oplevet et virvar af sammenblandede følelser fra hele følelsesregistret. Jeg vil i dette afsnit skrive om, hvordan de forskellige følelser kom til udtryk og hvorfor. Jeg håber på, at det kan give dig en fornemmelse af genkendelighed hos dig selv og styrke følelsen af at det er ganske normalt at opleve det her. Jeg skriver løbende dagbog og vil klart anbefale denne form for selvterapi, når du starter som nutidsnomade.

 

Lettelse

Da jeg stod i lufthavnen var det utroligt svært følelsesmæssigt at tage afsked til de af mine nære relationer, der var mødt op for at vinke farvel. Vi kom alle i god tid og stod og pjattede, men indimellem måtte de forskellige venner og især min søster gå en tur rundt i bagagehallen, fordi følelserne  tog overhånd. Lige inden jeg skulle gå op i transitten gav jeg hver og en et stort knus. Jeg sagde, at der kun skulle være knus en gang ellers ville det simpelthen være for hårdt. Så stod jeg på rulletrappen og kørte væk fra min gamle tilværelse og ind i min nye. Det var en underlig følelse, at vende ansigtet fremad efter lige at have været 100 % i nuet. Jeg var lettet, fordi jeg har det rigtig svært med at tage afsked og nu var den oplevelse blevet gennemlevet. Jeg var stolt af mig selv og lettet over at jeg klarede at vise mine følelser, men samtidig holde hovedet koldt. I det øjeblik jeg gik væk fra rulletrappen og fortsatte ind i transitområdet blev jeg optaget af at fortsætte rejsen og min familie og venner gled i baggrunden for en tid.

Mine dagbogsnotater fra selve tiltrædelsesrejsen handler meget om mine umiddelbare oplevelser. Alting var så nyt og anderledes. Jeg sugede til mig og gemte bearbejdelsen til senere. Min tidsrytme blev forskubbet. Jeg sov om dagen og var vågen kl. 3 om morgenen, men jeg var lettet over hvor nemt rejsen forløb og hvor stille og roligt, jeg tog tingene.

Jeg har lige været igennem en meget følelsesmæssig hård periode, hvor jeg savnede mine venner og familie i Danmark rigtig meget. Jeg er nu kommet ovenpå igen og mærker en lettelse over at jeg er stærk nok til at holde ved min beslutning, også når det bliver følelsesmæssigt hårdt. Jeg har ikke haft lyst til at rejse hjem for bestandigt og jeg tror heller ikke, at det bliver tilfældet. Jeg kan mærke, at jo flere følelser og perioder jeg gennemlever heroppe, jo stærkere bliver jeg i troen på, at jeg har gjort et godt valg.

 

Opstemthed / Overflade

I starten af mit ophold var jeg følelsesmæssigt opstemt. Jeg var i et nyt land, som var meget anderledes end det jeg plejede at opleve hver dag. Jeg havde en overdreven kontakt til dem hjemme i Dk og synes det var dejligt at jeg kunne fortælle en masse nyt hver dag. Jeg fik utroligt mange input hver dag, som gjorde, at jeg var naturligt træt hver aften. Jeg var optaget af at få de praktiske ting i dagligdagen til at fungere, så jeg tænkte ikke så meget på de dybere følelsesmæssige vibrationer i forhold til, hvad det gør ved et menneske, at blive nutidsnomade. Jeg var godt klar over, at der skete en masse i mit indre, men jeg var stadig midt i oplevelse imellem det derhjemme og min nye tilværelse, så følelsesmæssigt havde jeg ikke overskud til at gå i dybden med den psykologiske oplevelse endnu.

Min dagbog omhandlede meget mine relationer i Dk. Det var vigtigt for mig at skrive om hvordan min relation forandrede sig i mine nye omgivelser. Jeg skrev om mine oplevelser til mine venner og familie via email og sendte billeder hjem af det ægte Grønland.

 

Glæde

Jeg er generelt glad og føler glæde over min beslutning og mit nuværende liv. Der har været enkelte tidspunkter hvor jeg har savnet de vante rammer, familie og venner. En af de vigtigste årsager til min dominerende glæde er at det rent praktiske har fungeret nogenlunde under mit opstart på min nye tilværelse. Jeg tror det er vigtigt, at du kan bruge dit overskud til dit indre velvære specielt i starten. Efter at jeg var blevet etableret i mit nye hus og fået pakket ud og hængt billeder m.m. op på væggene, kunne jeg begynde at fordøje nogle af mine første oplevelser. Det var vigtigt for mig, at jeg fik jeg havde god tid til at pakke ud og komme på plads. Tingene skete i mit tempo, så sjælen fik lov at indrette sig samtidig. Jeg er meget glad for min "hule" (hus) og nyder af slappe af herhjemme, det er nok en af årsagerne til, at jeg har en grundlæggende glædesfølelse etableret. På de rigtige mørke tidspunkter, hvor savnet eller vreden dominerer, stiller jeg altid spørgsmålet til mig selv :” Vil du hjem”. Jeg har endnu ikke villet hjem for bestandigt. Der er bestemte ting, som jeg gerne ville opleve derhjemme, men jeg min konklusion er altid, at denne oplevelse i længden altid vil overgå, de oplevelser jeg kan få derhjemme. Jeg går måske glip af nogle ting, men jeg kommer jo hjem igen og der vil jeg få mulighed for at genoptage og opleve nye ting med familien og vennerne. Jeg ved, at jeg personligt får meget ud af min tid her i Grønland og at alting ikke kan være lyserødt og perfekt hele tiden.  

 

Rastløshed

Da jeg havde været her i ca. 2,5 måneder havde jeg et par dage, hvor jeg var meget rastløs. Jeg synes, at min hverdag var meget forudsigelig og at der var utroligt lang tid til, at jeg skulle hjem. Jeg savnede min familie og mine venner. Jeg synes at mit arbejde var ensformigt og at alting gik i ring og ingenting var nyt. Jeg gik i dybe tanker omkring om jeg kunne holde af være her i Tasiilaq i tre år. Løsningen omkring min rastløshed fandt jeg i planlægning. Jeg satte mig ned og lavede en plan over mit ophold. Jeg fastsatte bl.a. de tidspunkter, for hvornår jeg ville hjem på besøg og hvornår jeg ville hjem for bestandigt. Jeg kunne mærke, at min planlægning kastede ro over min rastløshed. Jeg har ikke haft den følelse siden, men er klar til arbejde med den, hvis den vender tilbage på et senere tidspunkt. Det er helt normalt at føle sig rastløs. Jeg tror, det handler om at vende overskydende resurserne til noget konstruktivt, fordi kroppen ikke umiddelbart selv kan administrere overskuddet.

 

Træthed

Nogle dage i starten og i løbet af de første tre måneder har jeg været ufattelig træt. Jeg har et par dage præsteret at komme hjem fra arbejde og gå direkte i seng og stadig være træt næste morgen. Jeg har ikke disse dage så tit mere, men ser dem som et udtryk for at jeg har overanstrengt mig selv mentalt eller fysisk. Jeg er glad for, at jeg heroppe har overskuddet til at koble fra og sove igennem på mine fridage. I Danmark blev jeg stresset, når jeg var træt, og kørte mig selv endnu hårdere.

 

Skuffelse

Nogen gange går tingene ikke som man regner med og det giver nogle gevaldige skuffelser. Jeg har oplevet dette både i forhold til bestemte relationer i Danmark og forskellige ting i Tasiilaq, fordi mine håb og forventninger ikke blev indfriet. I Danmark havde jeg sikkert blot trukket på skulderne og fortsat i en anden retning. I et lille samfund kommer en skuffelse let til at fylde alt for meget i dit liv og det er vigtigt at du for den bearbejdet følelsesmæssigt enten med mig selv eller med en fortrolig person.

 

Vrede

Jeg har været vred et par gange heroppe. Normalt bliver jeg sjældent vred, fordi det er uhensigtsmæssigt og fordi du sjældent opnår anderledes resultater med vredesudbrud. Vrede er dog godt på den måde, at du får luft for din utilfredshed. I det øjeblik du har smidt din vrede ud verbalt, så køler dit indre af, men husk på dine omgivelser og medmennesker. De ting jeg har været vred over har ofte været rent praktiske ting, som nogle gange fungerer meget dårligere end niveauet i Danmark. For det meste kan jeg smile af det og leve med det, men nogle gange bliver det for meget. Jeg blev fx vred, da et vandrør i køkkenet sprang og der var vandskade i hele mit køkken, hvorefter min udlejer forsøgte at påpege, at det var min egen skyld. Jeg bliver i det taget vred, hvis  jeg skal fryse, fordi de praktiske foranstaltninger i mit lejede hus gentagende gange ikke fungerer.  

 

Savn

Jeg savner min familie og mine venner. Jeg kan ofte godt knibe en sentimental tåre, hvis der i tv, kommer en udsendelse fra mit tidligere lokalområde. Jeg savner nogle af de oplevelser jeg ved jeg skal gå glip af. Hvad skal man så gøre af sit savn ? Det er naturligt at savne og mit råd er at holde en tæt kontakt til dine  følelser, så du ved hvornår dit savn er størst og evt. hvorfor. Jeg har forsøgt at nyde fordelene ved at være her på egen hånd, i stedet for at dyrke ulemperne. Jeg har forsøgt at holde kontakten til de fleste hjemme i Dk, men må erkende, at det er umuligt at skrive private mails og breve til alle. Jeg har det sådan at mit rejsebrev kommer frem til alle og så må jeg skrive til dem jeg kan nå. Jeg vil ikke føle det som tvang og jeg vil ikke blive stresset af at skulle nå omkring alle hver uge eller måned. Jeg skriver som jeg har lyst til og vil ikke have dårlig samvittighed over ikke at nå det hele. Samtidig håber jeg at mine venner og familie ved, at jeg holder meget af dem og savner dem uanset.

 

Sorg

Jeg synes, det er svært, at være langt væk fra mine kære, når de føler sorg. Jeg havde denne oplevelse i starten af december måned. Jeg følte mig utilstrækkelig og havde det rigtig skidt med, at jeg ikke kunne støtte vedkommende, som jeg plejer. Jeg var efterfølgende til en personlig samtale i forhold til, hvordan det gik generelt med mig på arbejdspladsen og det hele taget. Det overraskede mig, at jeg faktisk var mere følelsesmæssigt mærket af min venindes sorgoplevelse end jeg først regnede med. Jeg er glad for, at jeg fik talt tingene igennem med en udefrakommende. I sorgsituationer eller følelsesmæssigt tunge tider kan det være nødvendigt at tale med en kyndig person. Lad være med at holde dig tilbage og vente til det bliver rigtigt slemt, derved kan du måske undgå en længere depressiv periode.

 

Bekymring

Jeg har været bekymret for min familie og mine venner derhjemme i perioder, især hvis de har haft det følelsesmæssigt svært og været kede af det. Jeg har også et par gange været bekymret for om der skulle ske dem noget, så jeg aldrig så dem igen. Tænk hvis jeg mistede dem, imens jeg var heroppe. Tanken er ikke rar, men jeg har erkendt, at uanset om jeg er her eller i Danmark, så ændrer det ikke på realiteten, at jeg kan miste nogen jeg holder af.. Jeg kan ikke leve mit liv i en glasklokke og pakke mine kære ind i vat sammen med mig, så der aldrig sker dem noget. I sidste instans har jeg også måtte indse, at jeg ikke kan gøre fra eller til, hvis ulykken skulle ske. Det er hårdt at indse, men nødvendigt. At jeg bor i Tasiilaq vil ikke ændre på sorgen over at miste. Det der er svært ved at sidde heroppe er, at jeg ikke kan trøste og være der for mine kære i tilfælde af et tab.

 

Jalouxi/Misundelse

Jeg kan i perioder godt være misundelig på det jeg går glip af i Danmark fx store fester i omgangskredse og lykkelige begivenheder såsom fødsler, konfirmation og bryllup m.m. Jeg får dog sendt billeder og mails fra de forskellige begivenheder og det er dejligt. Jeg har valgt at bearbejde mine følelser ved at huske på, at jeg komme hjem igen med en mængde af dyrebare uerstattelige oplevelser og begivenheder fra Grønland, som ikke kan sammenlignes med festerne, men vil være dejlige og unikke at se tilbage på. Jeg kan også blive lidt misundelig, når venner danner par, fordi jeg også gerne vil have en kæreste og have børn, men også ved at det må vente til, jeg kommer hjem. Jeg ser i stedet på min mulighed for at få en personlig udvikling og oplevelse heroppe og en øget faglighed.

 

Ensomhed eller alene

Det er mere ensomt her. Det er forkert ikke at skrive det. Jeg vil indrømme, at jeg i starten synes, det var hårdt at være alene heroppe. Mange rejser herop med deres familie og derfor er det måske lidt anderledes for dem. Du skal kunne nyde at være i dit eget selskab og ikke være bange for at lære både dine kendte og ukendte gode og dårlige sider at kende, for det komme du til heroppe. Du kan godt vælge at dyrke en masse ting heroppe, men for mig er det vigtigt at jeg netop ikke ender som i Danmark, hvor jeg ikke havde et øjeblik til mig selv. Jeg var glad for mine fritidsaktiviteter, arbejde og venner – misforstå mig ikke, men jeg var også stresset, spiste dårligt, fordybede aldrig mig i mig selv, uansvarlig overfor mig selv og til tider doven, fordi jeg simpelthen ikke havde overskud til at sørge for motion og sund kost. De ting har jeg rettet gevaldigt op på heroppe og det er jeg glad for, men det gør også, at jeg i første omgang ikke har kunne bruge resurser på nye relationer. Nu har jeg været her i 4 måneder og fået indarbejdet min nye livsstil, således at jeg har overskud til at tage ud og spise med et par kollegaer, gå i aftenskole og tage fat på mit engagement i Røde Kors igen. En ting af gangen for ting tager tid, som Piet Hein så præcist har formuleret.

 

Splittelse

De første to måneder var min indre kalender splittet imellem Danmark og Tasiilaq. Jeg huskede stadig på diverse mødeaftner og begivenheder i Dk, samtidig med at jeg fik de nye ting her i Tasiilaq sat ind i min indre kalender. Nu har jeg været her 4 måneder og jeg kan mærke, at jeg allerede nu føler, at den danske kalender er næsten væk. De store begivenheder i mine venners danske hverdag bliver jeg mindet om pr. mail og det er dejligt, men ellers tænker jeg så meget over det.  

Sentimental

Jeg er blevet mere sentimental i løbet af de første par måneder heroppe. Jeg ser det som et sundhedstegn at kunne knibe en tåre over en rørende scene i tv eller et venligt ord fra en kollega eller en dybere samtale, som klarlægger nogle ting i forhold til mig selv. Gråd er forløsende og giver mig et klarere syn på mit liv og mine valg.

 

Personlig kommentar

Nu har jeg skrevet om de forskellige følelser, som har kendetegnet de første 4 måneder for mig og jeg håber at du har haft glæde af at læse om dem. Jeg vil gerne modtage kommentarer og beretninger fra andre nutidsnomader, således at jeg kan få udvide min horisont med dine erfaringer.

 

Overskud/underskud

Jeg har været mig meget bevidst omkring min resursefordeling og det har været vigtigt for mig. Jeg har udviklet følgende model ud fra en beskrivelse af livsudfoldende og livstilbageholdende mennesketyper. Jeg synes bogens beskrivelse er for snæver og derfor har jeg lavet nedenstående model i forhold til at anvende resurser i livet. Jeg efterlyser kommentarer og spørgsmål til modellen, da jeg gerne vil videreudvikle den.  

Jeg mener, at de fleste mennesker igennem livet bevæger sig imellem de to yderpunkter i nedenstående model. I en personlig krise trækker mange mennesker sig efterfølgende ind i sig selv, for at bearbejde og fortolke de svære oplevelser. Det er nødvendigt at bevæge sig i de forskellige rum med jævne mellemrum, således at du udvikler dig personligt udfra dine oplevelser og lærer dig selv at kende igennem bearbejdning.

 

Personlig kommentar

I forhold til mit liv som nutidsnomade startede jeg med at bearbejde bestemte oplevelser fra min tilværelse i Danmark og tilrettelægge min nye tilværelse i Tasiilaq, derfor opholdt jeg mig meget i det private og interne rum. Efterfølgende har jeg nu fået frigivet resurser til at bevæge mig mere ud det eksterne og sociale rum. Den flytning, som en nutidsnomade foretager, må ikke undervurderes i forhold til de følelsesmæssige omkostninger, hvilket Maria Christensen også påpeger gentagende gange i sin bog. De fleste nutidsnomader vil på et tidspunkt opleve en form for krise, som vil påvirker deres følelsesmæssige tilstand i negativ retning og det er helt naturligt. I denne krise er det igen vigtigt at du sørger for at få talt tingene igennem med nogen, så du kommer igennem perioden på bedste vis.

 

Tak fordi du læste med J