Blog

04-04-2019

Jeg har lige i sidste uge været til forundersøgelse på Odense Universitets Hospital ift. mine kommende hud-reduktions-operationer. Jeg har fra starten af det her projekt med at smide mine overflødige kilo været fokuseret på at jeg gerne ville øge/forbedre min egen kropsbevidsthed. Jeg synes at jeg er blevet god til at spejle mig i mit kropsspejl og kigge på den krop jeg har, være stolt af mit fysiske udseende og samtidig mærke efter, hvordan den føles at leve i og passe på den osv. Jeg kan nemmere mærke de små forandringer i min krop og reagerer hurtigere på dem og passer bedre på mig selv... Men... 

På OUH kom jeg tog til at tænke på at noget har forandret sig, som jeg fandt pudsigt og lidt skræmmende. Jeg er efterhånden blevet undersøgt så mange gange og vist min krop til så  mange fagprofessionelle mennesker pga. mit ar og nu hængehud at jeg er blevet ligeglad ift. min blufærdighed i denne henseende. Det får mig til at tænke på hvad den her rejse gør ved mig ift. kropsbevidsthedens bagside? Jeg ser det også i de forskellige grupper, som omhandler hud-reduktion. Mange mennesker poster gerne foto af dem selv i næsten intet tøj, hvor billederne er ganske let-censurerede og man kan se det meste. Jeg tror det hænger sammen med to ting - den ene er et ønske om at dele sin succes og historie for at få anerkendelse, glæde, inspiration og gavn til og fra andre. Det er kun forståeligt. Jeg har det på mange måder ligesådan at jeg gerne vil vise mine resultater frem af nøjagtigt samme årsager. Men jeg er sikker på at hvis jeg aldrig havde haft problemer med overvægt, så ville jeg fra naturens side være mere blufærdig og tildækket og ikke dele foto af mig selv uden tøj på. Så noget har forandret sig - Det fysiske selvfokus og eksponeringen heraf er forrykket hos mig og mange andre... 

Jeg er forandret på dette punkt - om det er et led i en dybere forståelse og en proces i at stå ved mig selv, som jeg er - det er svært at vurdere. Det er lidt ligesom lige, når man skal føde og lige har født, så er man også hudløst ligeglad med at man er nøgen og at ens underliv er/var meget eksponeret... maveskindet hænger og slasker osv. Jeg var også ligeglad og følelsen af blufærdighed var i hvert fald minimal fra min side. Men den kom tilbage efter nogle uger og jeg genvandt retten til selv at vælge hvem og hvornår min krop skulle være eksponeret.

Men tilbage til min nuværende situation. Jeg tænker på den ene side - det er sundt. Det er en proces i at sige - jeg er den jeg er fysisk og det må omverdenen gerne se. Det er måske også en higen efter accept fra omverdenen. Nu er jeg slank og omverdenen kan ikke pege fingre af mig mere eller hvad? Jeg hører med til gruppen af slanke mennesker, som har styr på sig selv fysisk og ikke ødelægger sin egen krop. Hvad med før? Der gemte jeg min krop væk i shape-wear og store tunikaer og oversize cardigans. Hvorfor er det mere accepteret at vise sin krop frem, som slank fremfor som overvægtig? Er det fordi fat-shaming er så udbredt i verden at vi ikke tør være den vi er fysisk uanset størrelse?

Jeg havde i hvert fald ingen trang til at stille mig i forreste række og blive peget på af "de slanke", da jeg var ekstremt overvægtig... men nu vil jeg gerne søge om medlemskab i "de slankes klub" Jeg vil accepteres på lige fod - Jeg hører til i klubben for de slanke - det siger mit BMI jo - men er jeg i virkeligheden ex-fed og hvor lang tid bliver jeg ved med at have den følelse? Ligesom de mennesker, som er stoppet med at ryge, drikke eller noget helt andet. Hvor lang tid er man "ex"? Og holder man nogensinde op med at være "ex". Jeg tror simpelthen ikke jeg kan blive medlem i den almindelige klub for slanke mennesker. Min historie er jo markant anderledes - jeg kommer med en bagage og har en masse erfaring med at være overvægtig og har lært en masse om mig selv på den baggrund, så hvorfor er jeg så fokuseret på at søge medlemskab i en klub, som jeg aldrig bliver et standard medlem i. De forstå jo ikke min baggrund. Jeg forstår jo heller ikke dem - sådan helt... for jeg ved jo ikke hvordan det føles altid at have været normalvægtig. De aner ikke hvad det vil sige at have været igennem min proces.

Konklusionen må være - Stop trangen til at ville være med i klubber, som ikke giver mening. Søg nogle fællesskaber, hvor det ikke er ens nyvundne fysiske udseende, som skal give mig adgang. Jeg er mere end selve vægttabet og hud-operationer. Misforstå mig ikke - jeg er pissestolt af mine resultater, men der er andre ting, som er vigtigere i mit liv. Med tiden vil jeg gerne have at mit vægttab og operationerne bliver sekundære i mit liv. At de blot bliver en del af min historie ligesom de øvrige ting, som jeg har gennemgået... Det er en del af mig, men ikke det vigtigste. Det vigtigste er min livskvalitet og de fællesskaber, hvor jeg føler mig godt tilpas. Det vigtigste for mig er at have det godt og tage nogle valg i mit liv, som fortsat understøtter at jeg kan have det godt. 

Konklusionen ift. den manglende blufærdighed må være at jeg oplever at jeg er mere ligeglad - fordi jeg gerne vil fremvise "mit projekt" og mine resultater. Jeg er samtidig nødt til at vise mit fysiske udseende frem, fordi det er det, der giver mig adgang til næste mål ift. at få fjernet overskudshud. Jeg må vurdere på om min blufærdighed vender tilbage, når hud-operationerne er gennemført... 

15-03-2019

Jeg har lige haft et par dage, hvor jeg har været nede med sygdom... I dag er jeg i bedring og jeg har brugt de sidste par timer på at få styr på mit liv og bl.a. få redigeret i hvad jeg vil med mit liv og hvilke planer/mål, jeg gerne vil have fokus på her i 2019. Jeg har altid været målrettet i mit liv - jeg har gået direkte efter det jeg gerne ville opnå og indfriet mine mål. Jeg har altid gang i et eller flere projekter - Jeg har altid fokus, hvordan jeg kan få noget til at fungere bedre i mit liv... Jeg er en "gør" person og ikke en "vente" person. Jeg tror på at jeg er min egen lykkes smed. Vil jeg forandre noget, så er jeg nødt til selv at sætte skub i processen. De ting, som jeg sætter i værk er jeg også selv herre over og jeg høster selv frugten af mine anstrengelser. Jeg fortryder sjældent noget, men tager livet, som en række af erfaringer, som er med til at gøre mig til den, jeg er. Jeg ved at jeg har fået en masse fantastiske oplevelser igennem livet, men også nogle knubs - som jeg har måtte tage ved lære af... Nogle af mine familiemedlemmer har sagt til mig, at jeg skal gasse ned og lære at søge efter roen og stabiliteten i stedet for altid at have mål at stræbe efter... men skal jeg det? Hvorfor? Jeg tænker at det at sætte mål og planlægge sit liv i nogle henseender gør at jeg er mere velforberedt til at håndtere det uforudsete. Samtidig så giver  det mig en styrke og selvtilfreds at opnå de mål, som jeg gerne vil.