At arbejde med den indre balance og gode psyke

Jeg har i stort hele mit ungdoms- og voksenliv været optaget af det at arbejde med min psyke og sørge for at skabe en god balance i mit liv. Jeg har i perioder arbejdet mere intens med processen end andre. For mig virker det rigtig godt at tage fat i det, som fylder og få arbejdet grundigt med det og få lagt en plan for hvordan jeg kommer videre og får ændret det, som jeg synes giver mig udfordringer eller bekymringer.

Jeg vil i dette afsnit beskrive nogle af de forløb, som jeg har beskæftiget mig, som jeg synes har givet mig et særligt godt indblik i mig selv og som har været med til at udvikle mig personligt. Jeg har i en del af forløbene været fokuseret på mit forhold til mad og mit misbrug af mad. I løbet af de sidste år er mit fokus drejet mere over på nogle personlige udviklingspunkter, som ikke har så meget med maden at gøre mere.

Jeg opfatter min deltagelse i kursus, session, selvhjælpsforløb m.m., som en investering i min personlig udvikling på det psykiske område. Jeg synes at arbejdet med min psyke særligt i forbindelse med mit ekstreme vægttab efter min sleeve operation har været noget af det vigtigste i min personlige udvikling. Jeg vil råde alle, som overvejer at blive fedme-opererede til at prioritere at lave et grundigt arbejde med dem selv på den psykiske side både før, under og efter selve vægttabsrejsen. Dette skriver jeg, fordi jeg ved at dette desværre ikke er i fokus, når man får operationen i offentligt regi. Det er ikke økonomisk prioriteret at lægge et forløb med den psykiske del af vægttabet ind i forløbet, når man blive fedme-opereret. Det er vigtigt, fordi det er et altafgørende spørgsmål om man vil i mål som sund og slank og i balance med sig selv både fysisk og psykisk... eller man kun vil blive slank. For mig blev det vigtigt at fokusere på at min overvægt blot var et symptom på noget andet der skulle arbejdes med og derfor blev mit fokus på det psykiske endnu mere vigtigt. 

 

Slip hensynsbetændelsen - Helene Rosendahl Hillersdal

Jeg valgte at få et længerevarende coachingforløb hos Helene og jeg var med på et 2 dages weekendkursus, hvor der blev sat fokus på hvordan jeg kunne få mit store omsorgsgen til at komme mere i balance (Jeg satte her fokus på at få mit omsorgsgen på skrumpekur), så jeg kunne få mere plads til mig selv. Jeg arbejdede også med at få balance i den indsats jeg lægger for dagen, sådan helt generelt. Jeg har tidligere haft tendens til at yde 100% i alle henseende og glemte ofte at slappe af og få ladet op. Jeg har et højt energiniveau og kan opnå rigtig meget i min hverdag, men at yde 100% hele tiden gjorde at jeg ofte oplevede at miste pusten, hvis der kom noget uforudset, der skulle tages vare på. Jeg havde simpelthen ikke nogen reserve at trække på. Helene er en meget dygtig coach og var utrolig nærværende og skarp ift. at sætte fokus på især mine nære relationer og hvordan jeg kunne arbejde med at få skabt mere tid og plads til mig og samtidig acceptere at omverdenen stadig ville holde af mig, selvom jeg ikke ydede 100% hele tiden. Det handlede også om at give mig selv lov til at slappe af og koble af - At have "dovnetid", hvor der ikke var noget direkte mål andet end at lade op. Det handlede også om få ryddet op i hvad jeg brugte min tid på ift. fællesskaber og finde ud af hvilke der ladede mig op og hvilke der drænede mig. Det var en hård proces, men det gav mening at stoppe mit frivillige engagement i nogle af alle de fællesskaber, som jeg deltog i. Jeg kan og skal ikke være med i alting og det er faktisk helt ok ikke at være den, som tager teten hver gang... Jeg oplevede tidligere at jeg var den, der ofte sagde: "Jamen, når der ingen er, som vil gøre, så tager jeg den - det er ok". Det gør jeg ikke mere - men det har taget lang tid at nå dertil. 

 

Mere glæde Mindre overspisning - Jette Uhre

Et online kursus med både individuelle sessions over Skype og gruppeforløb via lukket gruppe på Facebook. Her var fokuset bl.a. at få overblik og bearbejdet hvordan jeg brugte mad i mit liv. Kort sagt, at få mere balance i måden jeg misbrugte mad og især slik og søde sager. Jeg fik indblik i og redskaber til hvordan jeg kunne arbejde med min trang til bl.a. overspisning. Jeg synes der var nogle gode skriveopgaver i forløbet, men rent tidsmæssigt, synes jeg forløbet var for presset og jeg havde ikke overskuddet til at få arbejdet alle opgaver lige godt igennem. De skriveopgaver, som jeg fik gennemført gav dog rigtig god mening og jeg tror på at netop dette forløb har været med til at rykke mig personligt.  

 

Psykologsession

Jeg har fuldt forskellige session hos psykologer både privat og indenfor mit ledererhverv. Jeg kan kun anbefale at gå til psykolog og faktisk også blot for at få lavet et "servicetjek". Jeg har været og er stadig stor tilhænger af den kognitive adfærdsterapi, fordi det giver god mening for mig at have nogle konkrete handlemål og gradvis arbejde mig frem til det jeg gerne vil opnå.

Vi er så fokuseret på det ydre og skueværdierne og glemmer nogle gange det indre. Jeg har erfaret at det indre er mere vigtigt - Det har været afgørende for min personlige trivsel og udvikling at have mit indre sat under lup af flere gange og herigennem at få bearbejdet nogle ting. Jeg vil dog sige at arbejdet med det indre kan have store konsekvenser... for når du arbejder med dit indre og vil ændre på dine handlemønstre, så får det også betydning for hvordan andre mennesker opfatter dig. I deres øjne, så forandrer du dig og er ikke længere den, som du var før... og det kan få konsekvenser, som både kan koste venskaber og familiære bånd kan blive brudt. Så mit råd er at gøre dig dette klart inden du går igang... fordi det er svært og hårdt ind imellem - men det er samtidig vigtigt at arbejde med dig selv og opnå balance i livet både fysisk og psykisk.   

 

Psykoterapeutisk forløb

Jeg har deltaget i et psykoterapeutisk forløb hos Allan Frank, som er optaget at hvordan man får mennesker, som er blevet mave-opererede helt i mål vægtmæssigt. Allan er selv fedme-opereret og kæmper sin egen kamp. Det gav mening for mig at tilmelde mig et forløb med en person i spidsen, som vidste hvad det her handler om. Jeg tilmeldte mig forløbet, fordi jeg næsten var i mål, men tænkte at jeg godt kunne bruge det sidste skub til at komme af med de sidste 4 kilo. Det virkede rigtig godt at deltage i forløbet. Jeg havde nogle gode sessioner med Allan, som bl.a. omhandlede at få gjort op med at bruge mad/slik, som belønning. Samtidig så har Allan også været rigtig god til at komme med anerkendelse til den indsats, som jeg havde lagt i projektet vægttab efter sleeve-operation. Jeg ved at forløbet også havde til formål at sætte fokus på vigtigheden af at tilbyde hjælp til det psykiske arbejde, når man vælger at blive fedme-opereret. Jeg håber at Allan´s research kan være medvirkende til at der bliver prioriteret at give en obligatorisk psykologhjælpepakke med, når man skal fedme-opereres, fordi ekstrem overvægt næsten altid bunder i en psykisk ustabilitet. Det gjorde det også for mig. Operationen var hjælpen til det fysiske problem. Psykologforløbene og de psykoterapeutiske sessions var med til at få mig med psykisk. Jeg er lykkedes med at komme i mål med begge dele og er kommet ud på den anden side - med det bedste af mig og hele mig - Men det kommer ikke af sig selv - der ligger et livsvigtigt stykke arbejde forud for den balance, som jeg oplever i dag. 

 

At give det videre - Pay it forward...

Jeg er optaget af hvordan jeg kan give min oplevelse videre til andre, fordi jeg håber at andre kan finde deres egen vej udaf den ekstreme overvægt og komme i balance med dem selv. Der er et par stykker af mine venner og bekendte, som er blevet opereret efter at de har oplevet min forandring. Jeg vil gerne hjælpe og støtte dem til et bedre liv. Jeg har bl.a. derfor lavet denne side og i perioder været meget aktiv i forskellige grupper for mave-opererede på Facebook. Det giver god mening at drøfte det med nogen, som også er mave-opererede. I disse grupper er der mange forskellige syn på sagen, men det giver mening at få læst om andres tanker og få luftet mine egne. Jeg har også været en furie ind imellem og røget i uklare med nogle af de andre i de forskellige forums. Det handler mest om at der er forskellige måder at gribe det her liv, som mave-opererede an på. Så det er ikke altid vi er enige i forummet. Jeg får dog også noget at tænke over og må erkende at jeg også nogle gange har måtte sande at det var mig der var lidt for firkantet og måtte skubbe til min egen holdning på nogen områder. Vigtigst er dog at huske at vi er forskellige og finder hver vores vej i livet, som maveopereret.

Jeg vil gerne inspirere og hjælpe andre, derfor holder jeg jævnligt oplæg til infomøderne hos Aleris Hamlet i Århus og deler min erfaring med andre, som overvejer at blive mave-opereret.Mit oplæg er at finde et andet sted her på siden. Jeg håber at du kigger forbi en dag til et infomøde. Du er altid velkommen til at kontakte mig og spørge om diverse omkring mit forløb. 

Nu er det 2,5 år siden at jeg blev opereret - Det er vildt at tænke på hvor meget der har forandret sig hos mig, siden jeg var i Århus og fik lavet 5 små huller i maven og hele min rejse begyndte. Jeg vil glæde mig over at andre også går denne vej og gør noget godt for dem selv.